Nu skal gevinsten på aktier beskyttes

Efter fem måneders aktierally er det på tide at begynde at sælge ud, anbefaler AktieUgebrevet.

Er dansen om guldkalven slut i denne omgang? AktieUgebrevet spår i hvert fald, at der snart kommer et nye tilbagefald på aktiemarkederne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Laurent Fievet/AFP

Flere store internationale finanshuse ser et yderligere plus fem til otte procent på det amerikanske aktiemarked frem mod årsskiftet, og optimismen er virkelig begyndt at brede sig.

Alene den seneste måned er det amerikanske aktiemarked steget ca. 11 procent, blandt andet drevet frem af bedre-end-forventede regnskaber for andet kvartal, samt fortsat tegn på stabilisering af den globale økonomiske opbremsning. Efter den dramatiske opbremsning i den globale økonomi i 1. kvartal, blev det til et betydeligt mindre minus i 2. kvartal, godt hjulpet af en meget lav kort rente, myndighedernes hjælpepakker og skattelettelser til forbrugerne.

Hvor er den nye drivkraft?

Vi har tidligere udtrykt vores skepsis over for soliditeten i aktieopsvinget. Vores holdning er fortsat, at vi på sigt står foran en ny dramatisk nedtur på aktiemarkederne. Og med de seneste tre ugers stigninger er denne nedtur kommet tættere på.

Fornyet opbygning af lagre i erhvervslivet vil uden tvivl give produktionsfremgang i en periode fremad. Men det positive scenarie er langt hen ad vejen indbygget i de aktuelle værdiansættelser.

Som bekendt er aktiemarkederne normalt tre til seks måneder foran den økonomisk virkelighed, vi kan se. Og problemet er, at når skattelettelser og lageropbygningerne begynder at tone ud, er det vanskeligt at se nye drivkræfter, som skal trække opsvinget videre frem. Forbrugerne vil næppe have styrke til at trække opsvinget frem, da arbejdsløsheden fortsat stiger, og forbrugerne har brug for at genopbygge opsparingen efter formuefald på ejerboligen og aktiebeholdningen, samt frygt for ledighed.

Billedet understøttes af nye data for den amerikanske forbrugertillid fra Conference Board fremlagt i den forgangne uge. I erhvervslivet er investeringslysten fortsat meget lav. Med de usikre økonomiske udsigter er det ikke grundlag for at forvente markant øget investeringslyst, heller ikke selv om erhvervslivets ordreafgivelse for kapitalgoder gik i plus i den seneste måned.

Udsalget begynder snart

Vores bundlinje er altså, at man bør anvende en fortsat positiv stemning på aktiemarkederne de kommende uger til at reducere investeringsgraden og forberede sig på næste nedtur på aktiemarkederne.

I AktieUgebrevets Spekulationsportefølje er vi pt. 100 procent investeret. Men vi vil dog starte udsalg ved den mindste svaghed på aktiemarkederne - med Vestas og FLSmidth som de første salg. For FLSmidth vil vi dog særligt iagttage udviklingen i metal råvarepriserne.

Få aktienyheder og handelsmails fra AktieUgebrevet - spar 40 procent på et kvartalsabonnement.