Nu ramler de danske aktier: Britisk exit smadrer markedet

Det danske aktiemarked hamrer ned i kulkælderen med et fald på 6 pct. i kølvandet af det britiske farvel til EU. Det hidtil største skred i C20 Cap-indeksets historie skete den 8. februar i år, hvor indekset faldt med 5,4 pct.

Foto: SAEED KHAN.
Læs mere
Fold sammen

De danske eliteaktier har en helt igennem rædselsfuld fredag. Samtlige danske virksomheder banker ned i et så voldsomt tempo, at det giver mindelser om finanskrisens værste dage. Efter et kvarters handel falder C20-cap-indekset med mere end 6 pct., hvilket betyder, at der er blevet barberet mange hundrede milliarder af de største danske aktieselskabers værdier.

I Storbritannien står det også meget skidt til: Her falder det britiske eliteindeks ligeledes med 8 pct. I Tyskland falder børsen med 8,6 pct., mens det står endnu værre til i Frankrig, hvor aktiemarkedet er nede med 10,6 pct. I Oslo faldt hovedindekset med mere end 6 pct. på blot 30 sekunder.

Det førende europæiske aktieindeks - Eurostoxx 50 - falder med 9,9 pct.

De voldsomme børsfald ser langt fra ud til kun at koncentrere sig om Europa. De vigtigste amerikanske indeks står til at falde med omkring 4 pct., når markederne åbner i eftermiddag dansk tid.

Også oliepriserne er hårdt ramt af det britiske EU-farvel, da prisen på en tønde Nordsø-olie falder med næsten 5 pct.