Nu er investorernes håb om en god Brexit-aftale borte

End of May: Brexit-forhandlingerne er i limbo, og investorerne ser ikke længere en god aftale som realistisk.

Siden folkeafstemningen om Storbritanniens EU-medlemskab den 23. juni 2016, har det britiske pund været på lidt af en rutsjetur. Fold sammen
Læs mere
Foto: DANIEL LEAL-OLIVAS/AFP PHOTO/RITZAU SCANPIX

Godmorgen,

I går aftes kom der forlydender om, at Theresa May ville annoncere sin afsked som Storbritanniens premierminister efter samtale med hendes nærmeste ministre. Men det var noget andet, hun ville tale med dem om.

Andrea Leadson, minister for Underhuset, havde meddelt, at hun ville trække sig fra den britiske regering. Årsagen var Brexit-kursen og Mays forsøg på at få EU-skilsmisseaftalen igennem Underhuset i fjerde forsøg.

På fredag ventes Theresa May at gå af som premierminister, skriver den britiske avis The Times, og mere og mere tyder på, at der kan komme endnu en afstemning. Her vil briterne i så fald skulle stemme om en hård Brexit eller slet ingen Brexit.

Spørger man investorerne, har de allerede opgivet en god Brexit-aftale, påpeger Nordnets investeringsøkonom Per Hansen.

»Som dagene går, bliver det stadig sværere at se den gode Brexit-aftale komme. Brexit-tilhængerne bliver mere og mere utilpassede, utilfredse og sure. »Remain«-tilhængerne forholder sig tavse, og dermed er propagandakampen meget polariseret. Investorerne ser ikke længere en god Brexit-aftale som realistisk, og de vil betragte den som en bonus, i givet fald den alligevel kommer,« skriver han i en kommentar.

Storbritannien er ikke det eneste land, hvor politisk uro ulmer. USA og Kina er endnu ikke lykkedes med at indgå en handelsaftale, og det smitter af på de asiatiske børser.

Det toneangivende japanske indeks, Nikkei 225 falder 0,6 pct. torsdag morgen dansk tid, mens det kinesiske CSI 300-indekset dykker 1,2 pct.

Præsident Trump satte i forrige uge Huawei på USAs sortliste over handelspartnere, og i går skrev New York Times, at den amerikanske administration overvejer Huawei-lignende sanktioner over for det kinesiske videoovervågningsfirma Hikvision.

Det kan også rykke markedet i dag

  • Kl. 10:00: Eurozonen offentliggør foreløbige PMI-tal for maj.
  • Kl. 10:00: Tysklands IFO-indikator måler humøret hos det tyske erhvervsliv.
  • Kl. 14:30: USAs tal for nytilmeldte ledige samt antallet af fortsat ledige røbes.
  • Kl. 15:45: De foreløbige PMI tal fra USA for maj annonceres.
  • Kl. 16:00: Tal for salget af nye boliger i USA præsenteres.

Virksomheder i fokus

  • Scandinavian Tobacco Group kommer med regnskab.
  • Amerikanske HP præsenterrer regnskab for første kvartal 2019 efter børsluk.
  • Boing tiltrækker opmærksomhed, efter at Federal Aviation Administration har indikeret, at det kan tage længere tid at sikkerhedscertificere det flyforbudsramte Boeing 737 Max fly.

Markederne lige nu

Asien
Hong Kongs Hang Seng: -1,3 pct.
Kinas Shanghai Composite: -0,8 pct.
Japans Nikkei 225: -0,6 pct.
Sydkoreas Kospi: -0,1 pct.

Europa (futures)
Euro Stoxx 50: -0,6 pct.
Tysklands DAX 30: -0,6 pct.
Storbritanniens FTSE 100: -0,3 pct.

USA (futures)
S&P 500: -0,5 pct.
Nasdaq: -0,7 pct.
Dow Jones Industrial Average: -0,4 pct.

Råvarer
Olie (Brent): -0,8 pct. til 70,33 dollar
Guld: +0,1 pct. til 1.274,24 dollar

Valuta
1 dollar koster: 6,70 kroner
1 pund koster: 8,47 kroner