Novozymes tjener på lavere selskabsskat

Salget i Novozymes steg med 14 procent i første halvår, mens resultat af primær drift steg 9 procent. Novozymes fastholder forventningerne til driften, mens forventningerne til årets resultat opjusteres på grund af den lavere selskabsskat.

Novozymes forventer for hele regnskabsåret en vækst i salget på 8-10 procent i danske kroner og 11-13 procent i lokal valuta. Resultat af primær drift forventes at stige 11-13 procent i danske kroner.

Som følge af reduktionen af den danske selskabsskat forventes hele årets resultat nu at stige med 14-16 procent mod tidligere udmeldt 11-13 procent.

Omsætningen i Novozymes steg med 14 procent til 3.734 mio. kr. i første halvår 2007 fra 3.282 mio. kr. i samme periode 2006. Væksten var 18 procent, når salget opgøres i lokal valuta, og 14 procent eksklusive tilkøbt vækst, oplyser Novozymes til Fondsbørsen.

Resultat af primær drift steg 20 procent til 788 mio. kr. i første halvår 2007 fra 657 mio. kr. i første halvår 2006. En godtgørelse fra Danisco i forbindelse med en patentsag, som blev afsluttet i andet kvartal, påvirkede resultat af primær drift positivt med 75 mio. kr.

Resultat af primær drift uden dette engangsforhold steg 9 procent. Overskudsgraden eksklusive engangsforhold blev 19,1 procent imod 20,0 procent i første halvår 2006.