Novozymes: Overraskende stigning gør det attraktivt at sælge

Det er overraskende, at Novozymes' aktiekurs er steget med 16 pct., siden enzymproducenten i august fremlagde regnskab for andet kvartal, og stigningen er derfor en attraktiv mulighed for at sælge ud af sine aktier i selskabet.

Foto: Torben Christensen. Arkivfoto. Det er overraskende, at Novozymes' aktiekurs er steget med 16 pct., siden enzymproducenten i august fremlagde regnskab for andet kvartal, og stigningen er derfor en attraktiv mulighed for at sælge ud af sine aktier i selskabet.
Læs mere
Fold sammen

Det vurderer Jyske Markets, der gentager anbefalingen »sælg«, i en kommentar.

»Det kommer bag på o»«s, da vi forventer, at kernedivisionerne fortsat vil være udfordrede.«

»Vi kan ikke retfærdiggøre en præmie på 12 pct. til konkurrenterne med de nuværende udfordringer in mente, og vi anbefaler derfor investorer at bruge den nuværende aktiekurs som en attraktiv mulighed for at sælge Novozymes,« skriver Jyske Markets.

Enzymproducenten er ifølge Jyske Markets negativt påvirket af omkostningsreduktionen i FMCG-segmentet (Fast Moving Consumer Goods, red.).

»Vi forventer, at Novozymes fortsat vil være påvirket af et skifte til produkter med et lavere indhold af enzymer og den løbende omkostningsreduktion i FMCG-segmentet, hvor nogle af Novozymes store kunder skærer ned på omkostningerne til blandingsforholdet,« skriver Jyske Markets.

Derudover er der ifølge finanshuset heller ikke meget at blive begejstret over i BioAG, der omfatter salg af foderenzymer og mikroorganismer til akvakultur og landbrug, og Bioenergy-sektoren.

»I første halvår 2017 leverede Novozymes en beskeden organisk omsætningsvækst på minus 6 pct. i Agriculture & Feed.«

»Selv om vi forventer, at den ændrede salgsperiode vil flytte salget til andet halvår 2017, forventer vi, at udviklingen i BioAG fortsat vil være negativt påvirket af dårlige økonomiske forhold for landmændene, der slås med lave kornpriser,« skriver Jyske Markets.

Novozymes falder marginalt torsdag med 0,1 pct. og handles til 332,10 kr.