Novozymes-nedtur koster aktionærerne 14,7 milliarder kr.

Et svagt salg hos enzymgiganten Novozymes presser selskabets aktiekurs, og det koster aktionærerne i underkanten af 15 mia. kr. på børsen.

Novozymes administrerende direktør Peder Holk Nielsen og økonomidirektør Benny D. Loft Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft

Novozymes-aktien satte onsdag rekord i 362,70 kr., men oven på torsdagens regnskab blev aktien sendt markant ned. Aktien faldt 12,9 pct. til 315,80 kr., og det store dyk har mindsket selskabets markedsværdi med cirka 14,7 mia. kr., så den nu lyder på knap 99 mia. kr.

Regnskabet for andet kvartal, der blev offentliggjort torsdag morgen, viste en skuffende toplinje inden for næsten alle divisioner, og vækstprognosen for hele året måtte skrues ned. Omsætningen lød på 3449 mio. kr., hvilket var et stykke under forventningerne hos analytikerne, som havde spået et salg på 3656 mio. kr.

Enzymselskabet har også set sig nødsaget til at nedjustere forventningerne til årets vækst, så det nu venter en salgsvækst i danske kr. på 13-16 pct., hvilket dækker over en salgsvækst på 4-7 pct. i lokal valuta.

Tidligere forudså Novozymes en 2015-salgsvækst i kroner på 16-18 pct., eller 7-9 pct. organisk i lokal valuta.

- Det er et regnskab til den svage side. Specielt Bioenergi- og Landbrug og foderdivisionen, der begge havde negativ organisk salgsvækst i andet kvartal, er meget overraskende for mig, siger Morten Imsgard, senioranalytiker i Sydbank, til Ritzau Finans.

Salget faldt, målt i lokal valuta, 4 pct. inden for Bioenergi og 3 pct. inden for Landbrug og foder i andet kvartal. For førstnævnte fortæller Novozymes om skarpt fokus på at spare blandt kunderne, efter at olieprisens fald har presset deres indtjening.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at der har været udfordringer i den amerikanske ethanolindustri med pressede producenter, men jeg havde en forventning om, at Novozymes' produkter i et eller andet omfang stadig ville bidrage til, at producenterne ville tage dem ind for at spare. Det virker som om, at den innovation Novozymes har i markedet i øjeblikket ikke nødvendigvis adresserer det, siger Morten Imsgard om salgsfaldet i Bioenergi.

Mens der var et svagt salg, var indtjeningen knap så hårdt ramt. Her opjusterer selskabet forventningerne til årets resultat og ser nu en overskudsgrad (EBIT-margin) på 27-28 pct. mod en tidligere forventning på om "omkring 27 pct.".