Novo Nordisk styrtdykkede og blev 107 milliarder kroner mindre værd

Aktierne i Novo Nordisk faldt fredag med 15 procent. Det svarer til, at medicinalselskabet blev 107 milliarder kroner mindre værd.

Novo Nordisk fik fredag at føle, at de finansielle markeder sjældent viser nogen nåde.

På en enkelt handelsdag mistede selskabet 107 milliarder kroner af sin markedsværdi efter et skuffende regnskab. Aktien faldt 15 procent til 237,5 kroner. I august skulle man af med 380 kroner for at blive aktionær i Novo Nordisk.

Selv om den danske medicinalgigant egentlig har klaret sig ganske fornuftigt i perioden fra juli til september, så rettede investorernes opmærksomhed sig straks mod de fremtidige forventninger.

Her var sagen en anden. Både prognosen for resten af 2016 og 2017 blev nedjusteret, og også længere fremme i tiden ser udfordringerne ud til at være større end tidligere ventet.

Væk er nu den langsigtede målsætning om at nå en vækst på ti procent i driftsresultatet hvert år. Nu regner Novo Nordisk blot med en gennemsnitlig vækst på fem procent.

Årsagen til det knap så lyse syn på fremtiden er primært, at Novo Nordisk får færre penge for sine produkter mod diabetes i USA. Det forklarede administrerende direktør i Novo Nordisk Lars Rebien Sørensen i en kommentar til regnskabet ifølge Ritzau Finans.

- Vi har opdateret vores langsigtede forventninger baseret på forventninger om, at prispresset i USA vil fortsætte efter 2017, ind i 2018 og måske ind i 2019, sagde han.

- Derfor mener vi, at det er et mere fornuftigt mål for os at forsøge at nå en gennemsnitlig vækst i driftsresultat på fem procent, sagde Lars Rebien Sørensen.

En anden konsekvens af presset på forretningen er, at selskabet dropper forsøg med at udvikle insulin på pilleform. En pille ville kunne gøre det muligt for diabetikere at slippe for at bruge sprøjte eller pen for at få insulin i blodet.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

Tidligere har Novo Nordisks forskningsdirektør, Mads Krogsgaard Thomsen, ellers omtalt denne type insulin som "den hellige gral" inden for behandlingen af diabetes.

Novo Nordisk omsatte i tredje kvartal for 27,5 milliarder kroner. Når alle udgifter og skatter er betalt, blev det til et samlet overskud på 9,8 milliarder kroner i perioden.