Novo Nordisk: Fremtiden ligger i GLP-1 og insulin - R&D-chef

 

Novo Nordisk tror ikke længere på mulighederne for gennembrud inden for den tidlige tabletbehandling af diabetikere. Det er baggrunden for, at medicinalkoncernen nedlægger den forskning og udvikling, der hidtil har lagt beslag på ca. 10 pct. af koncernens R&D-omkostninger.

 

- Tabletnichen i diabetesbehandling er ved at snævre ind og fremtidens udvikling vil ligge inden for GLP-1 og insulin-behandling - ikke kun injektion, men også andre administrationsformer, vurderer Novo Nordisks chef for forskning og udvikling, Mads Krogsgaard, over for RB-Børsen.

 

- Hele industrien har været på jagt efter små molekyler til behandling af tidlige stadier af type II diabetes. Der har været mange spillere i jagten på små molekyler, men kun meget får vindere, forklarer Mads Krogsgaard.

 

Han peger på, at den barriere, der skal overvindes for, at der skabes virkelig værdi for patienterne, er ret stor.

 

- Det gode gamle produkt metformin er stadig førstevalg. Og jeg tror, at flere og flere diabetikere vil tage det her 50 år gamle præparat. Og når det ikke længere virker, vil de gå direkte på Liraglutide-behandling, siger Mads Krogsgaard, der peger på, at Novo Nordisks forsøgsresultater viser at Liraglutide i kombination med metformin er "en fænomenal behandling".

 

Novo Nordisks beslutning om at koncentrere forskningsaktiviteterne om terapeutiske proteiner og indstille forskning i små molekyler betyder, at omkring 90 ansatte må fratræde deres stilling, mens andre 90 får nyt job internt i koncernen.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )