Novo: Liraglutide-resultat kan have positiv kurseffekt - Sydbank

 

De resultater som Novo Nordisk mandag offentliggjorde af studier af diabetes-medicinen Liraglutide, kan vise sig at have en positiv effekt på kursudviklingen. Det mener Novo-analytiker i Sydbank, Rune Majlund Dahl.

 

- Resultaterne er positive for Novo, men de var ventet, og de bekræfter tidligere forsøg med stoffet. Så det ville have været skuffende, hvis de havde været anderledes. Men det kan alligevel have en positiv kurseffekt for Novo-aktien i et positivt marked, siger han til RB-Børsen.

 

Han peger dog på, at selvom resultaterne viser, at patienterne taber i vægt, når de tager medicinen, er det endnu for tidligt at sige, om Liraglutide kan bruges som medicin til vægttab, og dermed som behandling mod fedme.

 

- Men det ser ud som om, virkningen er fin, og det er vigtigt, at man kan spore et vægttab hos forsøgspersonerne, siger Rune Majlund Dahl. De afsluttende resulatater ventes at være helt klar i første kvartal 2008.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )