Nordic Tankers i voldsomt internt slagsmål (NY)

En strid mellem en storaktionær og bestyrelsen i det børsnoterede rederi Nordic Tankers er brudt ud i lys lue. Storaktionær Steen Bryde, der samtidig er direktør i finanshuset Capinordic, trækker nu fondsbørsen ind i slagsmålet.

Steen Bryde blev for nylig storaktionær i rederiet og lagde fra start en aggresiv linie. Kravet fra Steen Bryde var en bestyrelsespost, ligesom han satte spørgsmålstegn ved den hidtidige strategi i rederiet. Forud for selskabets ekstraordinære generalforsamling i januar har Steen Bryde krævet, at hele bestyrelsen stiller sit mandat til rådighed. Egentlig skulle den ekstraordinære generalforsamling have været holdt den 10. januar, men bestyrelsen har valgt at udskyde begivenheden til den 21. januar som følge af Steen Brydes begæring, der tydeligvis kommer bag på Nordic Tankers.

- Bestyrelsens fremgangsmåde i forbindelse hermed undrer mig meget. Jeg har bedt fondsbørsen vurdere, om bestyrelsens seneste handlemåde er i strid med fondsbørsreglerne, skriver Steen Bryde i en redegørelse sendt til flere medier. Steen Bryde havde onsdag ikke tid til at uddybe sine standpunkter overfor RB-Børsen.

Steen Bryde mener, at bestyrelsen i Nordic Tankers har ignoreret hans henvendelser, mens hos bestyrelsesformand i Nordic Tankers Mogens Buschard vinder det ikke genklang.

- Jeg taler personligt i telefonen med Steen Bryde i forbindelse med vores bestyrelsesmøde 7. december. Han bekræfter over for mig, at det, han ønsker, er én plads i bestyrelsen. Jeg gentager det, for at være helt sikker på, at jeg har forstået det rigtigt, det er jo vigtige ting, og han gentager, han personligt ønsker at få én plads i vores bestyrelse, siger Mogens Buschard til Business.dk.

Senere, da der er indkaldt til den ekstraordinære generalforsamling, meddeler Steen bryde så via mail, at han ønsker hele bestyrelsen på valg.

- Så prøver vi at få ham til at ændre holdning. Vi har jo snart ordinær generalforsamling, hvor bestyrelsen automatisk er på valg. Men han fastholder, at hele bestyrelsen skal på valg på den ekstraordinære generalforsamling - og det vil vi ikke gå med til, siger formanden til Business.dk

I en meddelelse onsdag opfordrer bestyrelsen indtrængende selskabets aktionærer til at møde op på den kommende ekstraordinære generalforsamling, hvor der er lagt op til konfrontation mellem de stridende parter.

- Vi tror ikke, det er i selskabets og ejernes interesse, at Nordic Tankers bliver genstand for tilfældig spekulation. Det forhindres bedst ved at støtte den siddende bestyrelse, så den seriøst og velovervejet kan gennemføre de nødvendige forandringer og tilpasninger, skriver bestyrelsen.

Slagsmålet i Nordic Tankers minder om, da Capinordic gik ind i investeringsselskab ITH Industri Invest tidligere på året. Her lagde Capinordic sig ligeledes ud med hele bestyrelsen og direktionen. Capinordic trak dog det længste strå, og finanskoncernen kontrollerer i dag ITH Industri Invest.

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )