Nordea: Rentefald på vej allerede i næste uge (Opd)

Danmarks Nationalbank står med gode kort på hånden, når de danske renter skal tilpasses det lavere europæiske renteniveau. Det viser opgørelsen over valutareserven i december, vurderer Nordeas cheføkonom Helge Pedersen.

- På baggrund af dagens tal for udviklingen i valutareserven vurderer vi, at Nationalbanken igen er klar til at indsnævre rentespændet til euroområdet med yderligere 0,25 pct.point, lyder det fra Helge Pedersen i en kommentar til Nationalbankens valutabeholdningen for december.

Han mener, at en rentereduktion vil komme allerede i forbindelse med ECB's rentemøde den 15. januar og forudser en dansk rente på 3,25 pct. idet Nationalbanken ventes at sænke renten 0,5 pct.point, mens ECB samtidig reducerer den europæiske rente med 0,25 pct.point til 2,25 pct.

- Det vil være en god begyndelse på et år, som tyder på at blive ualmindelig vanskeligt for dansk økonomi, noterer Helge Pedersen.

Nationalbankens valutareserve steg langt mere end ventet i december, idet valutakassen indeholdt 212,7 mia. kr. ved udgangen af året mod 172,8 mia. kr. blot en måned tidligere.

Analytikere havde estimeret en beholdning på 185,6 mia. kr. ifølge medianen af estimater fra fem økonomer, som RB-Børsen havde talt med. Estimaterne spredte sig fra 182, 8 mia. kr. til 207,8 mia. kr. Gennemsnittet var 192,0 mia. kr.

I løbet af december blev valutareserven forøget med ikke mindre end 39,9 mia. kr. og heraf er 23,4 mia. kr. købt i det åbne valutamarked, mens staten netto har optaget lån i udlandet for 16,5 mia. kr., noterer nationalbanken.

Ses der på hele 2008, er nationalbankens valutabeholdning øget med 43,9 mia. kr. i årets løb. Det er statens nettolåntagning, der bringer valutakassen i plus, idet nationalbanken netto solgte valuta for 20 mia. kr. gennem intervention, mens staten optog udenlandske lån for 63,7 mia. kr.

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )