Nordea: Kreditkrisen fortsætter - danske aktier vil falde

Stemningen ventes at være negativ på det danske aktiemarked torsdag.

Onsdagens fælles aktion fra en række centralbanker, der skød 24 mia. dollar ud på pengemarkederne som en reaktion på kreditkrisen, gav kun en midlertidig positiv effekt.

- Umiddelbart var det positivt med denne her koordinerede fælles indsats fra centralbankerne. Men luften fes ud af ballonen i USA, hvor aktierne stille og roligt faldt hele dagen. Samtidig har vi to nye banker med nye subprimetab, siger chefrådgiver Michael Borre fra Nordea til RB-Børsen.

Han peger på, at Bank of America, der er den andenstørste bank i USA, onsdag sagde, at banken venter større tab på kreditkrisen end antaget for blot en måned siden. Samtidig var USA's 4. største bank, Wachovia, også ude med en advarsel om større tab på grund af kreditkrisen. De problemer ændrer indgrebet fra centralbankerne ikke, påpeger Michael Borre.

- Det er ikke sådan, at det bliver værre efterfølgende. Men så vigtigt var det måske ikke. Vi ser positivt på det, og vi synes, at det kan afhælpe nogle af problemerne. Men spørgsmålet er, om det er nok. Vi står midt i en kreditkrise, og det er en af de ting, der skal til. Men det er ikke nok i sig selv. Kreditkrisen er slet ikke ovre endnu, konstaterer chefrådgiveren.