Nordea Invest rustet til konkurrence fra nyt selskab - dir

 

Nordea Invest frygter ikke konkurrencen fra en række banker og Nykredit, der vil børsnotere et selskab - Speas - som vil investere private investorers penge i private equity fonde.

 

Direktør i Nordea Invest, Peter Hemme, opfatter initiativet som et supplement til de konkurrende bankers øvrige ydelser, og derfor ikke som et slagkraftigt initiativ i sig selv.

 

- Det er begrænset, hvad private investorer bør have - hvis overhovedet noget - i private equity fonde. I sidste ende afhænger det naturligvis af investorens risikovillighed, men det er altså en risikobetonet form for investering, siger han til RB-Børsen.

 

Som situationen er i dag vil Nordea Invest,ifølge direktøren, også have mulighed for at lave et tilsvarende initiativ til sine kunder, men det er ikke aktuelt på nuværende tidspunkt.

 

- Vi har løbende overvejelser om at etablere muligheden for at private kan investere i private equity fonde gennem Nordea Invest, men som sagerne står i dag kræver det nogle ændringer i den eksisterende lovgivning, før det bliver aktuelt for os, siger Peter Hemme.

 

Investeringer i private equity fonde har været en lukrativ forretning gennem en årrække, men blandt de markedsaktører RB-Børsen har talt med, er der uenighed om, hvor godt investoreres penge vil være placeret i private equity fonde i fremtiden.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )