Nøgletal fra USA tog toppen af aktiestigninger

Det danske C20-indeks endte onsdagen med et plus på 1,0 pct. til 322,49, efter at indekset tidligere på dagen lå 1,8 pct. højere.

Læs mere
Fold sammen
Carlsberg imponerede med indtjeningen i halvårsregnskabet, og bryggeriaktien lå i front sammen med NKT og Novo Nordisk. Vestas faldt 3,8 pct. De store udenlandske indeks lå med fald på 0,7-1,4 pct.

- De amerikanske nøgletal tog toppen af glæden med skuffelserne fra ADP og ISM service. Ellers et flot regnskab fra Carlsberg, som leverede flot indtjening, hvor eneste lille minus var salget i Rusland, udtalte afdelingschef for skandinaviske aktier Ole Kjær Jensen fra Sydbank til RB-Børsen.

Carlsberg lukkede 5,2 pct. højere i kurs 388 grundet den positive overraskelse med indtjeningen trods pres på salget. Bryggeriets driftsindtjening (EBIT) steg til 3,66 mia. kr. i andet kvartal, hvilket er klart bedre end analytikernes forventninger. Carlsberg venter fortsat en driftsindtjening (EBIT) på mindst 9 mia. kr. i 2009 og et overskud på 3,5 mia. kr. efter skat, mens omsætningsprognosen sænkes med 2 mia. kr. til 61 mia. kr. Carlsberg sænkede salgsforventningerne det generelle russiske ølsalg til minus 5-6 pct. i 2009 fra bryggeriets tidligere ventede et fald på 2 pct. Carlsberg øgede sin markedsandel på de fleste markeder i Asien og Østeuropa, herunder især i Rusland, og fastholdt sin overordnede markedsandel i Nord- og Vesteuropa. Investeringsbanken Carnegie gentog efterfølgende sin positive "Outperform"-anbefaling på Carlsberg.

NKT endte 3,5 pct. højere i kurs 217. Royal Bank of Scotland hævede sin anbefaling på NKT Cables-konkurrenten Prysmian til køb fra hold. Den amerikanske Nilfisk-konkurrent Tennant steg tirsdag markante 13,8 pct., da investorerne søgte over i de mere cykliske aktier grundet den øgede tro på et økonomisk opsving.

Novo Nordisk endte 3,8 pct. højere i kurs 318. Investorerne afventer nu torsdag morgens halvårsregnskab fra medicinalkoncernen.

A.P. Møller - Mærsk's B-aktie lukkede 0,9 pct. højere i kurs 35.100. Maersk Line annoncerede endnu en serie prisstigninger over for sine kunder. Denne gang er det raterne mellem Asien og Latinamerika samt de vestafrikanske ruter, der får et hak i vejret.

Ringkjøbing Landbobank endte 3,2 pct. højere i kurs 542 efter have aflagt halvårsregnskab, hvor forventningerne om et basisresultat i intervallet 250-450 mio. kr. blev fastholdt. Banken skrev, at Nationalbankens stresstest viser, at Ringkjøbing Landbobank er stærkt funderet. Ringkjøbing Landbobank satser på at øge kundegrundlaget de kommende år.

- De tilpasninger, der kommer til at ske over de kommende år vil naturligt give banken nogle muligheder. Banken ønsker at bruge disse muligheder til at bearbejde og tiltrække nye kreditværdige kunder i de kommende år, skrev ledelsen i halvårsrapporten.

Søndagsavisen steg 6,1 pct. til kurs 26 oven på et halvårsregnskab, hvor gratisavisen og distributionsselskabet fastholdt forventningerne.

Bang & Olufsen steg 9,5 pct. til kurs 52,0. Den tyske konkurrent Loewe har aflagt regnskab for første halvår, hvor salget faldt 20 pct. Salget ventes dog alligevel at ligge fladt i helåret. B&O er regnskabsaktuel den 19. august.

RB-Børsen