NKT: Investeringsfond vædder på kursfald

Investeringsfonden PDT Partners er gået short i det danske industrikabelselskab NKT.

Investeringsfonden PDT Partners er gået short i det danske industrikabelselskab NKT.
Læs mere
Fold sammen

Short-positionen lyder på 0,78 pct. af aktierne i NKT, der tirsdag offentliggjorde regnskab for første kvartal.

Det viser en indberetning til Finanstilsynet.

Efter regnskabet sendte investorerne tirsdag aktien ned med 9,6 pct. til 168,50 kr. Tallene fra første kvartal vidste uændrede forventninger til 2018, en stigende omsætning og en bedre drift i koncernens klart største ben, kabelaktiviteterne. Blandt de negative islæt var en udskydelse af den gigantiske kabelforbindelse Viking Link mellem Danmark og Storbritannien, som NKT håber at få del i.

Når man vælger at gå short i en aktie, låner man aktier fra en aktionær og sælger aktierne i håb om at kunne købe dem tilbage senere til en lavere kurs. På den måde kan en investor tjene differencen - minus et gebyr til ejeren for at låne aktien samt eventuel kurtage.

Flere andre fonde har shortet selskabet, og ifølge indberetninger til Finanstilsynet er i alt 8,31 pct. af aktierne i selskabet shortet.