NKT Flexibles-ordre bekræfter stærkt marked

Statoils store ordre på knap 600 mio. kr. til NKT Flexibles bekræfter, at den danske producent af undersøiske rør, der kan bøje, befinder sig på et stærkt marked. Det konstaterer analytiker Klaus Kehl fra FIH Capitals Markets.

- Det synes at være en betydelig ordre, og den understreger, at der er et ekstremt stærkt markedsmomentum i den her industri, siger Klaus Kehl til RB-Børsen.

Han bemærker, at Statoil er gammel kunde hos NKT Flexibles, men at det er første gang selskabet modtager ordrer i den størrelsesorden fra det norske olieselskab. Desuden fremhæver Klaus Kehl, at NKT Flexibles i øjeblikket har kapacitet til at opfylde ordre for cirka 1 mia. kr. om året, så en ordre på 600 mio. kr. kan i sidste ende medføre udvidelser af kapaciteten. Rørene til Statoil skal dog først leveres i 2009 og 2010.

- Det øger sandsynligheden for, at de kommer til at udvide kapaciteten, siger Klaus Kehl.

Markedet reagerede med begejstring på meddelelsen. Tre kvarter før lukketid var NKT-aktien steget med knap 4 pct. eller 22 kr. til kurs 596 i forhold til onsdagens lukkekurs. Det hører dog med til historien, at aktien, inden markedet fik kendskab til ordren, allerede var steget med 8 kr.

RB-Børsen.