NKT fastholder "lidt forsigtigt" Nilfisk-guidance

Selv om Nilfisk i første kvartal leverede stærkere organisk vækst, end der er lagt op til for hele året, så fastholder NKT-koncernen forventningerne til forretningen for hele året.

Det skyldes, at sammenligningsgrundlaget bliver sværere i årets sidste kvartaler, siger koncerndirektør i NKT Michael Hedegaard Lyng til Ritzau Finans.

I årets første kvartal lå den organiske vækst på 5 pct., mens prognosen for hele 2017 er en organisk vækst på 2-4 pct.

- Vi havde sidste år specielt et meget stærkt andet halvår, så vi får nogle høje kvartaler, vi skal sammenligne os med. Derfor er vi stadigvæk en lille smule forsigtige og fastholder vores 2-4 pct., som også er en godkendt vækst, hvis vi leverer i det interval, siger Michael Hedegaard Lyng.

Væksten i første kvartal var særligt drevet af Emea og Americas med organiske vækstrater på henholdsvis 6 og 10 pct., og fremgangen på toplinjen rammer også positivt ind på indtjeningen, hvor den operationelle driftsmargin viser en forbedring på 2,3 procentpoint fra første kvartal 2016 til 13,0 pct.

For hele året er forventningen uændret en operationel EBITDA-margin i Nilfisk-forretningen på 11,0-11,5 pct.

/ritzau/FINANS