NKT-aktien bliver shortet i stigende grad fra udenlandske fonde

NKT-aktien er efter Pandora den mest shortede aktie på det danske marked, og der har den seneste uge været stigende interesse for at satse på kursfald.

Foto: Iris. Fold sammen
Læs mere

I alt er den samlede offentliggjorte shortposition i NKT-aktien torsdag steget til 5,13 pct. fra 5,01 pct. i slutningen af sidste uge. Positionen har i kroner og øre en værdi på omkring 380 mio. kr.

Det britiske investeringsselskab Parvus Asset Management og amerikanske Worldquant har torsdag skruet op for deres satsninger på kursfald, så de nu har shortet henholdsvis 1,03 pct. og 1,30 pct. af aktiekapitalen i NKT.

Det er øget med 0,10 pct.point for begge selskaber, viser indberetninger til Finanstilsynet.

Til gengæld har amerikanske Numeric Investors torsdag skruet ned, da shortpositionen er skåret 0,10 pct.point til 0,98 pct. En lignende manøvre har britiske Systematica Investments gennemført onsdag til 0,69 pct.

Derudover har australske Macquarie og britiske Oxford Management også shortet en pæn portion aktier, men de to har ikke gjort større væsen af sig de seneste uger.