NKT-aktie til vejrs på kæmpeordre til datterselskab

NKT Flexibles høstede torsdag frugten af flere års hårdt benarbejde, da selskabet fik sin første store kontrakt med Statoil.

Aktierne i NKT fløj torsdag til vejrs på fondsbørsen i København. NKT Flexibles, der er delvist eget datterselskab af NKT, står til at få en enorm ordre fra Statoil, hvilket sendte aktien op med over 3 pct. til 594 kr. pr. aktie.

- Vi har arbejdet målrettet i flere år på at blive leverandør til Statoil. Statoil valgte at samle æggene i en kurv og udbyde en pakke af projekter, og der har de så valgt os som den bedste, siger administrerende direktør hos NKT Flexibles, Michael C. Hjorth, til RB-Børsen.

Ordren har en samlet værdi på 635 mio. norske kroner eller knap 600 mio. kr., og det er meget stort i NKT Flexibles regi. 500 mio. nkr. omhandler Nordsø-projektet Gjøa og de resterende 135 mio. nkr. projektet Visund.

- Det er en meget stor ordre, men den er ikke ude af proportioner med, hvad vi ellers har. Der er tale om flere forskellige meget store og komplekse rør, forklarer Michael C. Hjorth.

- Det er alt sammen rør, som vi allerede har i vores produktportefølje, så vi skal ikke ud og udvikle noget nyt, tilføjer han.

Af meddelelsen fra Statoil fremgår det, at ordren kan blive vigtig for NKT også i fremtiden.

- Tildelingen af denne kontrakt er et gennembrud for NKT som leverandør af undersøiske rør til Statoil, skriver Svein Dretvik, der er leder af de undersøiske aktiviteter i Gjøa-projektet.

Det er planen, at rørene skal leveres i foråret 2009, og Michael C. Hjorth oplyser, at indtægterne fra den først ligger "ude i fremtiden".

RB-Børsen