Nilfisk-formand vil fortsætte opkøbsjagt: Kan nu betale med aktier

Nilfisk skal fortsætte med at støvsuge markedet for opkøbsegnede kandidater, og fremover bliver det muligt at betale med aktier, efter at selskabet torsdag gjorde debut på Nasdaq i København som selvstændigt børsnoteret selskab.

Bestyrelsesformand, Jens Due Olsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Også på andre områder end opkøb ser selskabets bestyrelsesformand, Jens Due Olsen, fordele i selskabets børsnotering.

»For det først tror jeg, at det udløser en masse energi, når man hver dag kan gå ind på sit arbejde og se dagsformen på selskabet i form af en aktiekurs.«

»Man kan også bruge hele aktiemarkedet til at skærpe salgs- og marketingprofilen på sin virksomhed. Man får et yderligere våben i arsenalet.«

»Og så er der også vigtigt i forhold til opkøb. Dem har vi altid betalt med kroner og ører, altså med cash, og nu kan vi fremover også betale ved at udstede aktier,« siger Jens Due Olsen i et interview med Ritzau Finans.

De sidste ti år har Nilfisk købt flere end 30 virksomheder, men det har ikke stillet sulten for at fortsætte opkøbsjagten.

»Vi vil være lige så aktive, som vi hele tiden har været. Vi har en lang pipeline af virksomheder, vi kigger på. Nu har vi bare en ekstra måde at finansiere det på,« siger Jens Due Olsen.

Her handler det for Nilfisk om at lære de pågældende virksomheder at kende og finde ud af, om det er noget, der passer ind, og om der kan findes en passende pris. Det er langt fra alt, der falder i rette smag.

»Der er masser af ting, som vi siger nej til,« siger bestyrelsesformanden.

Opkøbsinteressen samler sig blandt andet om virksomheder, som kan give selskabet markedsadgang på markeder, hvor det ikke står så stærkt.

»Det kan også godt være noget, som giver os en kompetence, som vi ikke har, siger Jens Due Olsen og nævner som et eksempel et opkøb, som selskabet foretog i England for nogle år siden - et stort serviceselskab, som gav selskabet helt nye kompetencer på serviceområdet.«

Geografisk er fokus særligt rettet mod USA og Asien.

»Vi er jo stærkest i Europa, så vi mangler altid noget i USA, og vi mangler altid noget i Asien. Men dukker de rigtige muligheder op i Europa, så kigger vi selvfølgelig også på det.«

»Det er en fragmenteret industri, så der er masser at komme efter - også i Europa,« siger Jens Due Olsen.

/ritzau/FINANS