Niels Thygesen: Frygten for højere renter er overdreven

Arkivfoto. Den Europæiske Centralbank (ECB). Fold sammen
Læs mere
Foto: DANIEL ROLAND

Niels Thygesen, der er formand for Det europæiske finanspolitiske råd, mener, at frygten for store og pludselige rentestigninger i Europa er overdreven, og han forudser, at renterne kommer til at stige særdeles langsomt.

Det skriver Dagbladet Børsen.

Ifølge Niels Thygesen er der flere eksempler på, at rentestigningerne er blevet overdrevet, og der er blevet skrevet for meget om, at der vil komme store rentestigninger.

Blandt andet forudså Danske Bank i Børsen den 15. februar, at der vil komme et rentechock i efteråret - en udtalelse som ifølge Niels Thygesen er overdrevet.

Den Europæiske Centralbank (ECB) ventes at stoppe bankens opkøbsprogram, hvor den har opkøbt obligationer for 2300 mia. euro, i efteråret.

Men Niels Thygesen mener altså, at der alligevel vil gå længe, inden ECB vil begynde på egentlige rentestigninger.

»Min forventning er, at ECB næsten fastholder den nuværende rente frem til slutningen af 2019. Og så begynder den at sætte renten forsigtigt og langsomt op. Rentestigningerne i Europa bliver særdeles langsomme,« siger Niels Thygesen til Børsen.

Arne Lohmann Rasmussen, som er chefanalytiker i Danske Bank, er enig med Niels Thygesen i, at der går lang tid, før ECB vil justere de korte renter, men han holder fast i, at de lange renter, som har betydning for boligejerne med et 30-årigt lån, vil stige inden for det næste år.