Neurosearch: Tidligere direktør anklages i sag om kursfusk

Flemming Pedersen, der var administrerende direktør for Neurosearch i 2010, bliver også anklaget af Bagmandspolitiet i sagen om grov kursmanipulation.

Ekschef for NeuroSearch, Fleming Pedersen, risikerer fængsel for kursfusk. Fold sammen
Læs mere
Foto: ulrik jantzen

Det oplyser Neurosearch mandag i en fondsbørsmeddelelse.

I anklageskriftet, som mandag er frigivet til pressen, fremgår det, at "Neurosearch som juridisk person samt den administrerende direktør," der bestred posten under den påståede kursmanipulation er anklaget.

Anklagen vedrører en selskabsmeddelelse udsendt 3. februar 2010, hvori selskabets daværende ledelse rapporterede top-line-resultater fra fase III-studiet med Huntexil mod Huntingtons sygdom (MermaiHD-studiet).

3. februar 2010 steg Neurosearch-aktien 98 pct. til 168 kr. fra 85 kr., og de efterfølgende dage fortsatte aktien en himmelflugt, der toppede den 5. februar i 224 kr. per aktie.

I meddelelsen fra den 3. februar stod desuden, at "Fase III-resultaterne fra MermaiHD-studiet er særdeles positive og vidner om, at Huntexil kan give signifikante fordele for Huntington-patienter uden samtidig at kompromittere deres sikkerhed eller føre til forværring af andre sygdomssymptomer."

Knap to måneder senere, et par dage før kvartalsregnskabet, og efter at aktien var blevet handlet voldsomt i løbet af marts 2010 - herunder af flere i Neurosearch-ledelsen - udsendte biotekselskabet en korrektion.

- Yderligere evaluering af data fra studiet resulterer i en signifikansværdi for studiets primære endpoint, den modificerede Motor Score, mMS, på p = 0,042, som ikke mødte det prædefinerede signifikansniveau på p < 0,025. Efter en klinisk relevant justering for CAGn ses en p-værdi på < 0,02 som tidligere meddelt, stod der i den korrigerende meddelelse fra den 28. april 2010.

28. april styrtede aktien igen med lige over 30 pct. fra 172 kr. til 120 kr. på én dag. Og forløbet har altså fået Bagmandspolitiet op af stolene. Selskabet afviser dog beskyldningen.

- Neurosearch afviser på det foreliggende grundlag tiltalen og samarbejder fuldt ud med myndighederne om at opklare sagen, fremgår det af fondsbørsmeddelelsen fra onsdag den 17. juli 2013.

/ritzau/FINANS