Neurosearch langer ud efter Bagmandspolitiet

»Bagmandspolitiet kan ikke være så dumme, at de ikke er klar over, hvad der sker, når de kommer med sådan noget midt i sommerferien,« mener formanden for selskabet, der er tiltalt for grov kursmanipulation.

Formanden for Neurosearch mener, at Bagmandspolitiet har spekuleret i tidspunktet for offentliggørelse af tiltalen for kursmanipulation. Fold sammen
Læs mere
Foto: Christian Lindgren

Bestyrelsesformanden i Neurosearch, Allan Andersen, mistænker Bagmandspolitiet for at for at spekulere i at offentliggøre sin tiltale for grov kursmanipulation mod selskabet og den tidligere administrerende direktør, Flemming Pedersen, midt i agurketiden, så sagen får mest mulig omtale. Det skriver Børsen torsdag.

»Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det er en bevidst mediestrategi. Bagmandspolitiet kan ikke være så dumme, at de ikke er klar over, hvad der sker, når de kommer med sådan noget midt i sommerferien. Det havde nok ikke forstyrret meget, hvis det var offentliggjort en måned senere,« siger Allan Andersen til Børsen.

Vicestatsadvokat Henrik Helmer Steen vil ikke kommentere på, hvorfor det har taget Bagmandspolitiet tre år at nå frem til tiltalen, men afviser, at der skulle være tale om en bevidst mediestrategi i forbindelse med tiltalen, og han afviser ligeledes, at tiltalen skulle holdes tilbage til efter sommerferien.

Lars Bo Langsted, der er juraprofessor ved Aalborg Universitet, tror heller ikke på, at Bagmandspolitiet skulle have spekuleret i offentliggørelsen af tiltalen mod Neurosearch. Han fortæller over for Børsen, at han ikke umiddelbart kan se, hvilken interesse Bagmandspolitiet skulle have i det, og at han ikke kan forestille sig, at det er sket for at genere virksomheden.

17. juli meddelte Neurosearch om tiltalen, der handler om en fejlagtig fondsbørsmeddelelse med resultater for lægemidlet Huntexil i 2010.