Nets-aktien falder i børsdebut

Aktien er faldet under udbudskursen og ligger pt i kurs 148.

Foto: Nikolai Linares. Nets børsintroduceres
Læs mere
Fold sammen

Børsdebuten har taget en kedelig drejning for Nets efter halvanden times handel. Aktien er faldet under udbudskursen på 150 kr. og ligger aktuelt i kurs 148. Aktien begyndte ellers dagen med at stige godt 2,5 procent.

I alt udstedes godt 36,5 millioner nye aktier, hvilket giver et bruttoprovenu på DKK 5,5 mia. Der er solgt godt 68 millioner eksisterende aktier. Med en udbudskurs på 150 kr. pr. aktie har Nets en markedsværdi på 30 milliarder danske kroner.

Blandt de 42.000 nye investorer der har gaflet aktier i firmaet, der står bag Dankortet og Nemid, finder man godt 11 procent private danske investorer. Den resterende del er blevet givet til danske og internationale institutionelle investorer med 89 procent.

Fredagens børsnotering er kulminationen på et forløb, hvor Nets for godt to år siden blev købt af kapitalfondene Advent og Bain sammen med pensionskassen ATP. De står til en solid milliardgevinst i forbindelse med børsnoteringen.

Provenuet ved børsnoteringen bliver som forventet 5,5 milliarder kroner, der skal bruges til sammen med bankaftaler at mindske selskabets gæld.