Netcompany sigter mod børsen i juni

Foto: Søren Bidstrup

It-virksomheden Netcompany nærmer sig med hastige skridt børslisterne. Forberedelserne er nu så fremskredne, at kapitalfonden FSN Capital, der sidder på lidt over 50 pct. af aktierne, ifølge Børsens oplysninger satser på en børsnotering i juni.

Det skriver Børsen.

André Rogaczewski, Carsten Gomard og Claus Jørgensen stiftede Netcompany tilbage i 1999, og ifølge avisen har ejerne hyret Danske Bank, Morgan Stanley og Deutsche Bank til at stå for børsprocessen, der ser ud til at blive den første større notering i Danmark i 2018.

Det ventes, at Netcompany vil gå på fondsbørsen med en værdi på mindst 5 mia. kr. Som en forberedelse til børsnoteringen er Netcompany i gang med en oprydning i koncernens selskaber og har også udvidet bestyrelsen med kompetencer i henholdsvis industrial og finansiel rapportering.

Hverken Thomas Broe-Andersen, partner i FSN, eller medstifter af Netcompany, topchef André Rogaczewski, der fortsat ejer mellem 10 og 15 pct. af selskabet, ønsker at sige noget om børsplanerne.

- Jeg har som sagt ingen kommentarer til en eventuel notering. Men som jeg også har sagt tidligere, og det holder jeg fast ved, vil det være en god exitmulighed, og det er da noget, vi kigger på, siger André Rogaczewski til Børsen.