Nedturen tager fart: Her er de 25 største danske aktiefald siden finanskrisen

Finanskrisen i 2008 udløste nogle af de største kursfald på det danske aktiemarked nogensinde. Denne uges dyk er blandt de 25 største, men toplisten domineres af de dramatiske børsdage for godt 11 år siden.

 

Mandag faldt det danske marked med 3,8 procent. Investorerne frygter, hvordan coronavirussen udvikler sig. Aktierne herhjemme endte dermed med det største fald siden 2016, og fredag fortsatte nedturen med et dyk på 3,7 procent.

Men denne uge aktiefald er fortsat ikke dystert nok til at komme ind blandt de allerstørste dyk i forhold det, der skete, da finanskrisen udviklede sig i efteråret 2008. Faktisk kom det danske markeds otte største aktiefald i tiden efter finanskrisen. Indimellem ligger blandt andet den nedtur på over fem procent, som markedet oplevede 28. oktober 2016. Her nedjustrede Novo Nordisk – det mest dominerende aktie i Danmark – selskabets langsigtede målsætninger, og medicinalaktien dykkede med 13,5 procent.

De seneste dages blodbad på aktiemarkedet fortsatte i hele verden fredag morgen. Flere globale indeks er nu inde i en såkaldt korrektion. En korrektion er, når et indeks falder over ti procent.

I Asien faldt det japanske Nikkei 225-indeks fredag 3,7 procent, hvilket betyder, at det nu har tabt ti procent i værdi siden sin top i sidste uge.

Det paneuropæiske Stoxx Europe 600-indeks, Frankrigs CAC 40 og Tysklands DAX 30 er også faldet over ti procent de seneste seks dage, hvilket betyder, at det nu også er i korrektionsterritorium.

»Situationen er rimeligt alvorlig på grund af den usikkerhed, der ligger blandt stort set alle investorer i øjeblikket. Det er en ukendt virus, vi ved ikke, hvordan den vil sprede sig, men vi ved, at det går hurtigt,« sagde Helge Pedersen, cheføkonom i Nordea, tidligere fredag til Berlingske.

Han vurderer, at coronavirussen kommer til at påvirke den økonomiske aktivitet i en række lande – herunder Japan – i første kvartal, ligesom Sydkoreas økonomi kommer til at blive ramt.

Her er listen over de 25 største fald under og efter finanskrisen.