Nedtur på børsen efter jul

Både aktier og obligationer faldt under den første handel.

Der var torsdag en negativ stemning på fondsbørsen i København.

C20-indekset lukkede 0,9 procent lavere, i kurs 460,53. A.P. Møller-Mærsk var primus motor bag tilbagegangen, mens Vestas og FLSmidth gjorde deres for at trække indekset op med annonceringen af nye ordrer. Attentatet på Pakistans oppositionsleder Benazir Bhutto var med til at øge usikkerheden på de finansielle markeder.

Vindmølleproducenten Vestas, som steg 4,4 procent til kurs 542, har modtaget en spansk ordre på 36 møller med en samlet kapacitet på 70 megawatt. Torsdag eftermiddag offentliggjorde Vestas, at vindmøllekoncernen har modtaget yderligere en spansk ordre på 32 stk. V90-2,0 MW-vindmøller til to projekter i Spanien. Vindmøllekoncernen har offentliggjort ordrer for en samlet værdi omkring 6 mia. kr. siden den 21. december, hvilket har sendt aktien op med næsten 6 pct. den seneste uge. Torsdag steg Vestas 4 procent.

FLSmidth, som lukkede 2,8 pct. højere i kurs 519, landede fredag en ordre på 1 mia. kr. fra franske Lafarge. Ordren vil bidrage positivt til FLSmidths indtjening frem til slutningen af 2010, hvor den ny produktionslinie sættes i drift.

A.P. Møller-Mærsks B-aktie faldt hele 4,0 procent til kurs 53.300, hvilket skete uden nævneværdige nyheder.

Carlsberg lukkede 0,2 procent højere i kurs 620. Direktøren for det britiske bryggeri Scottish & Newcastle, John Dunsmore, sagde i et internt julebrev til de ansatte i bryggeriet, at han muligvis vil åbne for forhandlinger med Carlsberg og Heineken, der ønsker at overtage virksomheden.

Søndagsavisen steg 4,9 procent til kurs 29,8. Fredag efter lukketid blev det meddelt, at Forbrugerkontakt, der er datterselskab af Søndagsavisen, har vundet retssagen over Post Danmark i Østre Landsret. Post Danmark får derfor påbud om at ændre de priser og rabatter, som har en loyalitetsskabende og ekskluderende effekt. Desuden skal Post Danmark droppe priser og rabatter, der stiller kunder i samme situation forskelligt.

De danske obligationskurser endte med rentestigninger trods svage amerikanske nøgletal. Investorerne fik ved eftermiddagstid opgørelsen over varige forbrugsgoder samt ugentlige arbejdsløshedstal. Ved dansk lukketid kostede en euro 1,457 dollar, og dermed er dollaren svækket betydeligt mod euroen.

Den toneangivende danske statsobligation, 4 procent 2015, lukkede torsdag 0,29 point lavere i kurs 97,33 med en effektiv rente på 4,40 pct. Blandt realkreditobligationerne sluttede 4-35erne 0,20 point lavere i kurs 88,20 med en effektiv rente på 5,28 pct.

»De amerikanske nøgletal var med til at presse renterne lidt ned, men samlet set blev det til rentestigninger med afsæt i morgenstundens udvikling,« siger senioranalytiker Anders Matzen fra Nordea Markets.

RB-Børsen