Nationalbankens valutabeholdning langt større end ventet (Opd)

Danmarks valutareserve steg langt mere end ventet i december. Valutakassen indeholdt ved udgangen af året 212,7 mia. kr. mod 172,8 mia. kr. i november.

Analytikere havde estimeret en beholdning på 185,6 mia. kr. ifølge medianen af estimater fra fem økonomer, som RB-Børsen havde talt med. Estimaterne spredte sig fra 182, 8 mia. kr. til 207,8 mia. kr. Gennemsnittet var 192,0 mia. kr.

I løbet af december blev valutareserven forøget med ikke mindre end 39,9 mia. kr. og heraf er 23,4 mia. kr. købt i det åbne valutamarked, mens staten netto har optaget lån i udlandet for 16,5 mia. kr., noterer nationalbanken.

Ses der på hele 2008, er nationalbankens valutabeholdning øget med 43,9 mia. kr. i årets løb. Det er statens nettolåntagning, der bringer valutakassen i plus, idet nationalbanken netto solgte valuta for 20 mia. kr. gennem intervention, mens staten optog udenlandske lån for 63,7 mia. kr.

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )