Nationalbanken scorer lille halv milliard på guld

Nationalbanken scorer endnu engang kassen på beholdningen af guldbarrer.

Læs mere
Fold sammen
Gennem de seneste år har Nationalbanken fastholdt en beholdning på omkring 67 ton guld og i 2008 har guld været en af de få investeringer, som har givet et positivt afkast.

I årets løb er en ounce guld - som svarer til 31,103 gram - steget 39,85 dollar til en pris på 880,15 dollar ved udgangen af december 2008.

Og da Nationalbankens beholdning kan opgøres til 2,15 mio. ounce svarer det til en gevinst på 86 mio. dollar eller godt 450 mio. kr. som går direkte ind på Nationalbankens bundlinie. Det viser en beregning foretaget af RB-Børsen.

Gevinsten luner dog kun ganske kort på bankens regnskab, da beløbet fordeles mellem kursreguleringsfonden, sikringsfonden og ikke mindst overførsler til statskassen.

Nationalbankens beholdning af det ædle metal skyldes mest historiske årsager, men bruges også til udlån, da det ikke er unormalt, at der ved indgåelse af kontrakter skal stilles sikkerhed i guld. Derved kan Nationalbanken - og i sidste ende den danske statskasse - tjene en ekstra skilling på at låne det ud.

Det meste af Nationalbankens guldbeholdning ligger i Bank of England i London, men der er også en pæn del i Fort Knox i USA, hvor guldet af sikkerhedsårsager blev fragtet over umiddelbart inden anden verdenskrig.

Nationalbankdirektør Nils Bernstein har tidligere oplyst, at der ikke er planer om at sælge ud af beholdningen. Omvendt er der heller ikke planer om at øge beholdningen.

Ud over guldet har værdireguleringer af Nationalbankens valutabeholdninger også stor betydning for overskuddets størrelse de enkelte år. Det kan dog være svært at forudsige betydningen heraf, da det er uvist, hvor meget og hvilke valutaer der er handlet i løbet af året. Selve regnskabet fra Nationalbanken ventes først offentliggjort til marts.

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )