Nationalbanken mindre forgyldt i 2006

 

Guldet i Nationalbanken er steget i værdi i 2006, men det er for intet at regne sammenlignet med 2005, da værdiregulering af guldet tegnede sig for en meget stor del af Nationalbankens overskud. Dermed bliver overskuddet, som Nationalbanken fordeler mellem kursreguleringsfonden, sikringsfonden og ikke mindst overførsler til statskassen reduceret betydeligt på den konto.

 

Ved begyndelsen af 2006 var Nationalbankens guld 6,9 mia. kr. værd, men i løbet af 2006 er guldpriserne steget godt 11 pct. Værdien af guldet vil derfor angiveligt blive opskrevet med knap 0,8 mia. kr., og de går direkte ind på Nationalbankens bundlinie. Tilbage i 2005 var guldbeholdningen dog en bedre forretning, da værdien blev opskrevet med hele 1,8 mia. kr. og dermed bidrog betydeligt til Nationalbankens samlede overskud på 4,9 mia. kr.

 

Sidste år havde Nationalbanken omkring 67 ton guld, og nationalbankdirektør Nils Bernstein oplyste, at der ikke er planer om at sælge ud af beholdningen. Omvendt havde han heller ikke planer om at købe mere guld, da Nationalbanken mest har det liggende af historiske årsager. Nationalbanken har dog også den fordel af guldet, at der er penge at tjene på at låne det ud, da det ikke er unormalt, at der ved indgåelse af kontrakter skal stilles sikkerhed i guld.

 

Det meste af Nationalbankens guldbeholdning ligger i England, men der er også en pæn del i USA. Guldet i USA blev fragtet derover umiddelbart inden anden verdenskrig for at bringe det i sikkerhed.

 

Ud over guldet har værdireguleringer af Nationalbankens valutabeholdninger også stor betydning for overskuddets størrrelse de enkelte år. Det kan dog være svært at forudsige betydningen heraf, da det er uvist, hvor meget og hvilke valutaer der er handlet i løbet af året. Selve regnskabet fra Nationalbanken ventes først offentliggjort til marts.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )