Nano-fusker på spil igen

Den dømte selskabstømmer Leif Bundgaard Hansen, der stiftede det børsnoterede selskab Nanocover er på banen igen. Denne gang som brugtvognsforhandler.

Foto: Nanocover. Bundgaard Hansen afsonede en dom for økonomisk kriminalitet i Horserød Statsfængsel da han stiftede Nanocover, og da det kom frem, brød Nanocover med stifteren. Men i dag er Leif Bundgaard Hansen atter i gang med at sælge nano-produkter.
Læs mere
Fold sammen
Leif Bundgaard Hansen er ikke sådan at slå ud. Den dømte selskabstømmer, der i sin tid stiftede det børsnoterede selskab Nanocover, mens han sad bag tremmer, er således på spil igen.

Bundgaard Hansen afsonede en dom for økonomisk kriminalitet i Horserød Statsfængsel, da han stiftede Nanocover, og da det kom frem, brød Nanocover med stifteren. Men i dag er Leif Bundgaard Hansen atter i gang med at sælge nano-produkter.

Ifølge Jyllands-Posten har Leif Bundgaard Hansen oprettet to nye selskaber, Autoclass Aps og Nanoclass Aps, der begge sælger nano-produkter. Den eneste afgørende forskel fra de glade Nanocover-dage og denne gang er, at Leif Bundgaard Hansen denne gang også forsøger sig som brugtvognsforhandler.

Selskabet Autoclass Aps er ifølge hjemmesiden et bilhus i særklasse, der sælger nano-produkter til bilpleje.

For Nanocover blev tilknytningen til den dømte selskabstømmer begyndelsen til enden.

Da det kom frem, at Bundgaard Hansen var fængslet for økonomisk kriminalitet styrtdykkede aktien, og den har aldrig nået fordums højder. Selskabet har således været på observationslisten på mini-børsen First North i snart et år.