Muligt Worldpay-opkøb trækker betalingsservice-aktier

Foto: Ida Guldbæk Arentsen. Arkivfoto. Nets.
Læs mere
Fold sammen

En trio af betalingsserviceselskaber tager toppen af det brede europæiske Stoxx 600-indeks tirsdag middag. Helt i front ligger britisk Worldpay med et plus på aktiekursen på 22 pct., efterfulgt af tyske Wirecard, der lægger 5,6 pct. til kursen, og danske Nets, der stiger med 3,1 pct.

Sektoren stiger, efter at både Nets og senest Worldpay på det seneste har bekræftet, at der har været henvendelse om opkøb af de to selskaber.

Worldpay, der faktisk tidligere er blevet nævnt som en mulig køber af Nets, har modtaget indledende tilnærmelser fra det amerikanske betalingsselskab Vantiv og storbanken JPMorgan, der undersøger muligheden for at overtage aktiekapitalen i Worldpay.

I weekenden kom det frem, at Nets har været genstand for opkøbsinteresse. Ifølge Bloomberg News er kapitalfonden Hellman & Friedland blandt de potentielle købere.

Wirecard og hollandske Gemalto rider med på bølgen og stiger henholdsvis med 5,9 og 3,3 pct. i middagshandlen. De franske aktier i CAC 40 falder samlet med 0,1 pct., det hollandske AEX-indeks dykker med 0,1 pct., mens DAX-indekset på børsen i Frankfurt falder med 0,3 pct.

Worldpays raketfart rykker dog ikke på den overordnede tendens på børsen i London, hvor FTSE 100 falder med 0,1 pct.

I bunden af Stoxx 600 ligger franske Electricite de France med et fald på 3,6 pct. Aktien falder, efter at HSBC har sænket sin anbefaling til "reducer" fra tidligere "hold".

Og østrigske AMS , der leverer en lang række forskellige teknologier til brug i blandt andet forbrugerelektronik, ligger med i bunden med et fald på 2,8 pct.