Molslinien/CEO: Øgede kapitalomkostninger umuliggør Bornholmsbud

Molslinien måtte aflyse buddet på Bornholmstrafikken, da lånevilkårene siden det første bud blev afgivet for fire måneder siden, var blevet for dårlige. Det bekræfter administrerende direktør for Mols-Linien Preben Wollf.

- Vi blev nødt til at cancellere vores tilbud, da kravene til lånet var blevet så skærpede. Omkostningerne og marginen til bankerne var blevet så høje, at vi ville spænde ben for os selv på Kattegatruterne senere, siger han til RB-Børsen.

Kattegat er Mols-Liniens førsteprioritet.

- For fire måneder siden var vilkårene rimelige, men nu er de forværrede på rentesiden og marginsiden. De var blevet så høje, at det kunne ikke hænge sammen, forklarer han.

Aftalen om Bornholmstrafikken var seksårig, og det var ikke nok med de øgede kapitalomkostninger.

- Vi kunne ikke afskrive og forrente det hele på en seksårig periode. Havde aftalen været ti-årig havde vi givet bud, siger Preben Wollf.

Nu er der fokus tilbage på Kattegat og tidligere annoncerede initiativer skal føres ud i livet.

- Det går nu ud på at øge frekvensen på Kattegat, konvertere til gas og starte den flydende Kattegatbro op bagefter, siger han.

I starten af 2010 vil Mols-Linien at sætte en ekstra hurtigfærge ind fra Århus til Odden, ved udgangen af 2010 sætter rederiet energiforbruget ned ved at stille de nuærende hurtigfærger om til sejle på flydende gas. For at lave den "Flydende Kattegatbro" skal rederiet i 2011 bestille yderligere en hurtigfærge til indsættelse senest i 2014.

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )