Mols-Linien håber at overtage Scandlines-ruter - dir

 

Mols-Linien har vækst på menuen, og rederiet har set sig lun på tre af Scandlines' ruter. Scandlines blev i juni solgt til tyske og britiske investorer, og så snart de nye ejere har fået sat sig til rette for bordenden i Scandlines, håber Mols-Linien at starte forhandlinger om de tre ruter.

 

Mols-Liniens direktør Preben Wollf peger på, at rederiet er interesseret i ruterne Spodsbjerg-Taars, Bolten-Fynshav samt Fanøruten.

 

- Vi venter at få en dialog i løbet af efteråret og komme i en eventuel forhandlingsposition i løbet af nogle måneder. Men nu skal de nye ejere have lov til at sætte sig ned og finde ud af deres strategi. Når de har gjort det, vil vi tage en dialog med dem, siger Preben Wollf til RB-Børsen.

 

Mols-Liniens førstemand har dog også øjnene rette andre steder hen, og det er blevet noteret, at transportminister Flemming Hansen (K) har sendt Bornholmstrafikken i udbud.

 

- Vi har ikke taget stilling til det endnu. Men alt der kan øge bundlinien og udvikle vores færgekoncept er interessant. Men vi har ikke taget stilling til om vi vil byde på Bornholmstrafikken endnu, fortæller Preben Wolff.

 

Mols-Linien offentliggjorde torsdag et flot regnskab for året første seks måneder. Det bød på en opjustering og en fremgang på bundlinien på hele 15,4 mio. kr. til et overskud på 18,8 mio. kr.

 

- Det er gået godt. Det eneste minus var snevejret, hvor vi ikke kunne sejle i fire dage. Men både omsætning og bundlinie er klart bedre end ventet og derfor opjusterer vi forventningerne. Vi har besluttet at indsætte en hurtigfærge mere på ruten mellem Odden og Århus. Det betyder, at vi kan øge kapaciteten morgen og aften, hvor der i dag er en spidsbelastning. Vi har haft en rigtig god udvikling i erhvervskunder, hvor de nu udgør 61 pct. af de samlede overførsler. Ved at øge kapaciteten yderligere venter vi en markant fremgang inden for det segment, siger Preben Wolff.

 

Mols-Linien venter et overskud i 2007 på 55-70 mio. kr.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )