Modvind i dansk fodboldøkonomi

Størstedelen af landets fodboldklubber har problemer med at skabe overskud.

Foto: Andreas Beck. De danske topfodboldklubber har det i mange tilfælde svært med økonomien. Her ses spilleren Jens Stryger Larsen, der skifter fra Brøndby IF til FC Nordsjælland.
Læs mere
Fold sammen
En gennemgang af 24 danske fodboldklubber, som Morgenavisen Jyllands-Posten har foretaget, viser, at 9 ud af de 12 superligaklubber havde underskud i deres seneste regnskabsår, hvor Brøndby står i spidsen med et underskud på 266,6 mio. kr.

I 1. division havde knap halvdelen af klubberne underskud, skriver avisen.

Flere fodboldklubber har været overambitiøse og haft forventet en vækst, der ikke er blevet realiseret. Den største omkostning er lønningerne, og i forhold til andre virksomheder tager det tid for fodboldklubber at skære i den del af budgettet, fordi mange kontrakter er uopsigelige.

Det vil tage tid at få vendt de røde tal i dansk fodbold, men eksperter mener, at klubberne er begyndt at se virkeligheden i øjnene.

»Man har levet over evne, men er nu begyndt at kigge på udvikling af egne spillere frem for dyre udenlandske spillere. Klubberne har anerkendt, at det ikke hjælper noget at tænke så kortsigtet. Det har så nogle kortsigtede konsekvenser i form af manglende europæisk deltagelse og en mere ustabil liga, men vi vil begynde at se bedre resultater, når man kommer af med de lange, dyre kontrakter,« siger Jesper Jørgensen, fodboldøkonom hos Deloitte, til Jyllands-Posten.