Minus til plus

Det danske aktiemarked er efter 45 minutters handel vendt rundt på en tallerken: Fra minus én procent til et plus på halvanden procent: Børskrak i Asien går foreløbigt uden om Danmark.

De danske aktier lå fredag morgen i positivt terræn, efter at nervøsiteten på de udenlandske fondsbørser affødte store udsving. De tre store europæiske fondsbørser oplevede fald, og den amerikanske Dow Jones indeksfuture dykkede igen fredag morgen og lå ca. 1,5 pct. lavere, men på Københavns Fondsbørs vendte stemningen pludseligt, kort efter at fondsbørsen havde slået dørene op.

C20-indekset ligger klokken 9.45 omkring 1,5 pct. højere i 459,56 efter torsdagens dyk på 4,3 pct. og onsdagens fald på 2,3 procent.

Vestas-aktien vendte et tab på knap 2 pct. til en fremgang på 3,8 pct. til kurs 308,5. A.P. Møller - Mærsk og Danske Bank gik også hurtigt fra tab til plus. A.P. Møller - Mærsk lå 0,8 pct. højere i kurs 63.300. Danske Bank steg 1,4 pct. til 216,5. DSV leverede største C20-fremgang på 3,9 pct. til kurs 119,5.

Lundbeck-aktien mødte modvind, efter at Goldman Sachs satte aktien på sin salgsliste. Lundbeck åbnede 0,8 pct. lavere i kurs 126, efter at Goldman Sachs sænkede sin anbefaling til "sælg" fra "neutral" og reducerede kursmålet til 120 kr. fra 135.

Novo Nordisk åbnede 0,7 pct. højere i kurs 571. Goldman Sachs gentog fredag sin salgsanbefaling af Novo Nordisk-aktien, men hævede kursmålet til 590 fra 570 kr. Det amerikanske finanshus JP Morgan løftede sit kursmål på Novo Nordisk til 626 kr. fra 614, mens den neutrale anbefaling dog blev gentaget hos JP Morgan.

Coloplast steg 3,2 pct. til kurs 495. Coloplast aflagde torsdag et rigtigt godt regnskab for tredje kvartal, hvilket affødte torsdagens eneste C20-stigning på 1,5 pct. hos medicoaktien.

RB-Børsen