Ministerium: Bankpenge kan udbetales hurtigt

Så snart lovforslaget om bankpakken er hastet gennem Folketinget, kan pengeinstitutterne begynde at søge om de 100 mia. kr., som stilles til rådighed i form af hybrid kernekapital. Og pengene vil kunne udbetales løbende, selvom den sidste ansøgningsfrist først ligger 30. juni. Det oplyser Økonomi- og Erhvervsministeriet til RB-Børsen.

Tidsfristen 30. juni har ellers givet anledning til nogen bekymring blandt de banker, der har allerhårdest brug for kapital. Det har nemlig været uklart, om ministeriet først skulle have alle ansøgninger i hus, før de kunne behandles.

- Hvis det er tilfældet, så vil jeg sige, at det er sent, hvis man står i en økonomisk krise. Bare tænk på, hvad der er sket det sidste halve år, lød det for eksempel fra Fionia Banks direktør, Kaj Østergaard Mortensen, mandag.

Men selvom bankerne altså kan trække på kontoen med det samme, så er der ikke ligefrem tale om et "kvik-lån." Sagsbehandligen kommer til at tage tid, oplyser ministeriet. Det vil nok i hvert fald tage omkring en måneds tid at behandle en ansøgning.