Minibryggeri bliver hovedsponsor for Frem

Valby-klubben, der kæmper med økonomiske problemer, har fået GourmetBryggeriet som hovedsponsor. Det børsnoterede Roskilde-bryggeri tror åbenbart på den redningsplan, der skal give Frem arbejdsro.

GourmetBryggeriet A/S udvider nu på markant vis sit samarbejde med Boldklubben Frem og indgår en treårig hovedsponsoraftale. Fremover vil GourmetBryggeriets logo være at finde på Valby-klubbens tværstribede blå-røde trøje.

Det hidtidige sponsorat omfattede alene salg af øl i Valby Idrætspark. Med hovedsponsoratet inkluderes nu også den læskedrikserie, som GourmetBryggeriet lancerede i juni 2007.

Med aftalen ser meget lysere ud for Frem, der igen er kommet i økonomiske problemer. Klubben skylder en række kreditorer et stort millionbeløb, men i løbet af et par uger skulle en kreditoraftale gerne falde på plads, hvor kreditorerne indvilliger i kun at modtage 20 pct. af deres tilgodehavende.

”Efter den økonomiske nedtur, vi har haft, er det dejligt, at der er nogen, der stoler på os,” siger Hans Hermansen, formand for BK Frem til TV 2.

GourmetBryggeriet (GB) er grundlagt af Lars Dietrichsen, kok og restauratør, og Michael Knoth, brygmester og uddannet hos Carlsberg. GB leverer til en række større supermarkedskæder samt uafhængige købmænd, cafeer og restauranter.

Virksomheden er noteret på minibørsen First North og har som ambition at vokse i hele Norden.