»Min klient kan ikke erklære sig skyldig«

Selskabet Parken Sport & Entertainment erkender sig skyldig i ét af tre anklagepunkter i sagen om påstået kursmanipulation. Ellers er der bred skyldsbenægtelse blandt de Parken-tiltalte.

Foto: Thomas Lekfeldt

"Min klient kan ikke erklære sig skyldig," sådan har det næsten entydigt lydt fra Parken-retssagen mod blandt andre Flemming "Don Ø" Østergaard, Jørgen Glistrup og en lille håndfuld andre.

Og det var ganske som ventet. Alleredeinden retssagens start havde parterne gjort det klart, at de ville gå efter frifindelse.

Dog har selskabet Parken valgt at erklære sig skyldig i ét anklagepunkt. Parken er tiltalt på i alt tre områder, og selskabets advokat, Hanne Rahbæk, valgte at erklære sig skyldig i et af de tre anklagepunkter. Nemlig spørgsmålet om, hvorvidt man har overholdt sin oplysningspligt i forbindelse med at man krydsede den magiske fem-procentsgrænse, hvor man efter fondsbørsens regler skal flage sin ejerandel.

Hanne Rahbæk konstaterede, at man ikke have informeret hurtigt nok.

"Det er der dog en god grund til," lød det fra advokaten, uden at hun dog kom nærmere ind på det.

Parken fastholdt sin uskyld i de to andre anklagepunkter.

Flemming Østergaard, Jørgen Glistrup, FIH Erhvervsbank samt to andre tiltalte, der er omfattet af navneforbud, erklærede på skift deres uskyld.