Migatronic opjusterer

 

Fjerritslev-selskabet Migatronic er kommet bedre ud af første halvår end ventet. Derfor hæver svejsemaskinefabrikken indtjeningsforventningerne til hele året. Selskabet ventet nu et overskud før skat på 12-14 mio. kr. mod tidligere 10-12 mio. kr.

 

- Fremgangen kan henføres til salget af svejsemaskiner både på hjemmemarkedet og på de markeder, hvor Migatronic har egne datterselskaber. Alle forretningsområder har haft en positiv udvikling i omsætningen, skriver Migatronic i regnskabet.

 

Migatronic har i første halvår af 2007 haft et overskud før skat på 9,7 mio. kr., hvilket er en væsentlig forbedring i forhold til samme periode sidste år, hvor resultatet var et overskud på 7,4 mio. kr. før skat. Omsætningen i koncernen er på 208,9 mio. kr. mod en omsætning på 180,0 mio. kr. i første halvår af 2006, hvilket er en stigning på 16 pct.

 

- Fremgangen fra sidste år inden for salg af automatiseringsudstyr er fortsat i første halvår af 2007, og produktionsdatterselskabet Migatronic Automation, der varetager udvikling, produktion og salg inden for dette forretningsområde, har hermed fortsat den positive udvikling fra de foregående to år. Den øgede indsats på udvalgte eksportmarkeder har haft en gunstig påvirkning af omsætning og resultat i selskabet, anfører ledelsen i regnskabet.

 

# Halvårsregnskab - Migatronic

 

Mio. kr. halvår 07 halvår 06

 

---------------------------------------------------

 

Omsætning: 209 180

 

Driftsres. (EBIT): 10 8

 

Res. før skat: 10 7

 

Nettoresultat: 7 5

 

Egenkapital: 193 176

 

Balance: 289 258

 

#

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )