Middagsaktier: Vestas starter året skidt i positivt C25

Arkivfoto: Selv om Vestas sluttede året med en række ordrer er det torsdag ikke nok til at sende aktien til vejrs. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Selv om Vestas sluttede året med en række ordrer er det torsdag ikke nok til at sende aktien til vejrs. Anderledes muntert står det til for bankerne, der sammen med FLSmidth ligger i toppen af eliteindekset, C25.

Torsdag middag på årets først handelsdag ligger C25-indekset 0,3 pct. højere i indeks 1257,47.

Det danske aktiemarked var senest åbent mandag i denne uge - hvilket også var den sidste børsdag i 2019 - og her sluttede C25-indekset 0,8 pct. lavere efter at være steget 26 pct. i årets løb.

»Vi har fået en stille og rolig start med et klart cyklisk tema,« konstaterer aktiechef i ABG Sundal Collier Tue Østergaard, der venter et nytårsrally:

»Jeg tror på vi får et nytårsrally, hvor aktierne vil ligge en 2-3 pct. højere, når årets første måned er gået.«

Cykliske aktier i top

Det er de cykliske aktier generelt, der starter året flot.

FLSmidth stiger 2,8 pct. til 272,90 kr. flugt af de to C25-banker, Danske Bank og Jyske Bank, der stiger henholdsvis 2,3 og 2,8 pct. til 110,30 kr. og 249,90 kr. Rockwool, der også er en cyklisk aktie, stiger 1,4 pct. til 1600 kr.

Banker uden for C25 som Nordea, Sydbank og Spar Nord stiger mere end 2 pct.

Svenske SEB har løftet anbefalingen for både Spar Nord og Sydbank.

Spar Nord har fået hævet anbefalingen til »hold« fra »sælg«, fremgår det af data fra Bloomberg News. I samme omgang er kursmålet hævet til 62 kr. fra 58 kr.

Sydbank har ligeledes fået løftet anbefalingen til »hold« fra »sælg«, og det langsigtede kursmål er sat op med 8 kr. til 133 kr.

»Topaktierne i dag er ikke blot cykliske - de er også blandt de aktier, der har underperformet i det afsluttede år,« påpeger Tue Østergaard

Vestas fik færre ordrer i fjerde kvartal

Vestas fik et par ekstra ordrer hjem på årets sidste dag - tirsdag. Fra USA fik vindmøllegiganten 162 megawatt (MW), og senere landede der 30 MW fra Mexico.

Dermed blev der annonceret ordrer med en kapacitet på 2996 MW i fjerde kvartal af 2019, hvilket er mindre end året inden, hvor der i kvartalet blev annonceret ordrer på 4192 MW.

»Det er fair nok, at aktien sætter sig i dag. Hvis ikke uannoncerede ordrer overrasker markant, som i tredje kvartal skal estimaterne nok en smule ned,« siger ABG's aktiechef.

Han påpeger også, at det i forbindelse årsregnskabet ikke kun er uannoncerede ordrer, der vil være i fokus, men også Vestas' forventningerne til i år - primært for marginen.

For året som helhed har Vestas annonceret ordrer på 16.417 MW mod 14.214 i 2018.

»Vi havde faktisk sat næsen op efter en endnu stærkere ordreindgang, men det helt store festfyrværkeri udeblev,« oplyser aktieanalysechef Jacob Pedersen.

»De seneste kvartalers opadgående trend i uannoncerede ordrer betyder dog, at vi endnu ikke helt afskriver vores estimat om en ordreindgang på 19.000 MW i år, men det kræver, at rekorden i uannoncerede ordrer fra tredje kvartal 2019 overgås med cirka 500 MW,« fremhæver han.

Vestas-aktien falder 1,9 pct. til 660,40 kr.

Bavarian Nordic kan fortælle, at selskabet har afsluttet sit milliardkøb af vacciner af Glaxosmithkline. Købet, der blev annonceret 21. oktober, omfatter vaccinerne Rabipur/Rabavert og Encepur, der har en samlet omsætning på cirka 175 mio. euro.

Aktien stiger 2,6 pct. til 175,95 kr.

DLH har tirsdag i denne uge omvendt afsluttet salget af alle selskabets driftsmæssige aktiver vedrørende grossistvirksomheden i Danmark. Handlen er nu gennemført uden anmærkninger fra køberen, som har indbetalt 101,8 mio. kr. som estimeret købesum. Den endelige købesum opgøres senest ved udgangen af juni.

DLH vil derefter skifte navn til Scandinavian Investment Group, efter at salget af de driftsmæssige aktiviteter er faldet på plads.

DLH-aktien stiger 0,5 pct. til 1,75 kr.

/ritzau/FINANS