Middagsaktier: Ørsted straffes for aktieudsalg i bekymret marked

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Det er fortsat uroen i Mellemøsten, der trykker stemningen på aktiemarkederne - og det danske er ingen undtagelse. Efter nattens iranske missilangreb mod to militære baser i Irak er stemningen dog vendt en smule - omend den røde pensel fortsat præger markederne.

Ørsted ligger i bunden af C25-indekset. Og den placering er blevet tildelt energiaktien, efter at SEAS-NVE har solgt en stor aktiepost med en mindre rabat.

De iranske angreb har skabt bekymring for, at konflikten mellem USA og Iran optrappes, og det har sendt aktierne ned i det mest af verden.

»Men nu venter vi på, hvad den amerikanske præsident, Donald Trump, kommer med senere i dag. Man kan da have et håb om, at situationen ikke optrappes,« siger Ole Kjær Jensen, der er afdelingsdirektør i Sydbank, til Ritzau Finans.

C25-indekset falder 0,2 pct. ved middagstid til 1238,20.

Stort bundt Ørsted-aktier solgt med lille rabat

Selskabsmæssigt er der fokus på Ørsted, da SEAS-NVE tirsdag efter børslukketid satte et stort bundt aktier til et samlet beløb på over 6 mia. kr. til salg via accelereret bookbuilding. Onsdag har aktierne så fundet nye ejere til en afregningskurs på 645 kr. Det svarer til en rabat på 2,6 pct. i forhold til lukkekursen tirsdag, hvor Ørsted faldt 1,2 pct. til 662 kr.

Og det får investorerne til at kvittere ved at sende aktiekursen ned med 2,4 pct. til 646,40 kr.

»Ørsted er jo den store historie i dag - og lige nu ligger aktien under »placingkursen« fra i går,« siger Ole Kjær Jensen.

SEAS-NVE meddelte i september, at det agtede løbende at reducere sin ejerandel til cirka 5 pct. i Ørsted som led i finansieringen af købet af Radius Elnet fra Ørsted.

Med dagens aktiesalg er den endelige del af den langsigtede finansiering af transaktionen på plads, oplyser SEAS-NVE, der nu har en ejerandel i Ørsted på 5,01 pct.

Salgstal fra Matas

Matas kom med en forsinket julegave til aktionærerne i form af en opdatering af salgstallene, der blandt andet dækker julesalget i det, der er materialistkædens tredje kvartal i det forskudte regnskabsår 2019/20.

Og gaven var værd at vente på, da omsætningen viste en stigning i kvartalet med 7,4 pct. til 1173 mio. kr. Samtidig blev salgsforventningerne til helåret præciseret opad til en omsætningsvækst på omkring 5 pct. fra tidligere 3,5-5,5 pct.

Den underliggende omsætningsvækst - like-for-like - ventes nu omkring 1,5 pct. mod tidligere 0,5-1,5 pct.

»Matas kom godt ud af kvartalet. Og det var da også hårdt tiltrængt for kædens aktionærer,« siger Sydbanks afdelingsdirektør.

Onsdag middag stiger Matas-aktien 9,6 pct. til 59,20 kr.

Justeringer på stribe

Fra børshusene er der onsdag flere justeringer af kursmål og anbefalinger at forholde sig til.

Handelsbanken har hævet kursmålet for aktien i Vestas til 590 kr. fra 555 kr. Anbefalingen »sælg« er imidlertid uændret, fremgår det Bloomberg News.

Det har vendt fem dages fald til et plus for Vestas-aktien, der ved middagstid stiger med 1,4 pct. til 648 kr.

Kun Lundbeck ligger over vindmølleaktien og stiger med 2,4 pct. til 259,80 kr. uden selskabsspecifikt nyt.

Transportkoncernen DSV Panalpina har fået sænket anbefalingen til »neutral« fra »outperform« af BNP Paribas. Det fremgik sent tirsdag efter dansk børslukketid af data fra Bloomberg News. Kursmålet for aktien er dog løftet til 750 kr. fra førhen 740 kr.

Transportaktien stiger et lille nøk - med 0,03 pct. til 745 kr. onsdag middag.

BNP Paribas har desuden sænket sin anbefaling af A.P. Møller-Mærsk til »neutral« fra tidligere »outperform«. Kursmålet er samtidig sænket 500 kr. til 9500 kr. B-aktien i Mærsk dykker 1,6 pct. til 9310 kr. og hat ved tidligere lejligheder også været under pres, når der har været geopolitisk uro.

Goldman foretrækker Novozymes frem for Chr. Hansen

Også Chr. Hansen og Novozymes har været under luppen hos Goldman Sachs, der har genoptaget dækning af de to aktier. Det sker med anbefalingen »sælg« og et kursmål på 480 kr. for Chr. Hansens vedkommende, mens anbefalingen for Novozymes' aktie er »køb« og et kursmål på 375 kr.

Aktien i Chr. Hansen ligger og roder i bunden sammen med Ørsted og falder 2,2 pct. til 511 kr., mens Novozymes stiger 1,0 pct. til 325,20 kr.

Pandora, der falder 0,4 pct. til 338,10 kr. efter en samlet gevinst på 15,7 pct. siden selskabet præsenterede foreløbige tal for fjerde kvartal, kan konstatere, at amerikanske Melvin Capital Management LP har øget sin satsning på kursfald i aktien. Melvin har nu en shortposition, som svarer til 2,56 pct. af aktiekapitalen. Det fremgik tirsdag efter børslukketid af en meddelelse fra Finanstilsynet.

/ritzau/FINANS