Middagsaktier: Jyske tager toppen i positiv og travlt marked

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Jyske Bank holder sig torsdag middag i spidsen for et i øvrigt positivt C25-indeks, efter af banken serverede en opjustering af forventningerne til morgenkaffen umiddelbart før handelsåbningen.

Aktien stiger 3,4 pct. til 253,25 kr. og trækker i et vist omfang de andre danske banker med op, mens det samlede eliteindeks ved middagstid ligger i 1250,52 eller 0,9 pct. højere end slutniveauet onsdag.

Aktiviteten i markedet er forholdsvis høj, og stemningen er positiv i forhold risici - »risk-on«, beretter chefaktiehandler i Danske Bank, Mads Zink.

»Der er lidt travlt, der er god aktivitet i markedet, og der er kommet en form for »risk-on« stemning igen. Det så vi jo lige i starten af året med en snarlig brexit og en forbedring af forholdet mellem USA og Kina med hensyn til handelskrigen, da skulle investorerne relativt hurtigt ud at investere i markedet,« konstaterer Mads Zink.

Han forklarer, at der altid er mange nye penge, der skal investeres i aktier i januar blandt andet på grund af pensionsindbetalinger.

»Men så kom de her spændinger i Mellemøsten, og så gik man lige på sidelinjen igen. Men efter den præsentation, som Trump lavede i går, hvor han sagde, at USA ikke vil svare igen på det iranske angreb, svingede stemningen rundt i markedet,« bemærker chefaktiehandleren med henvisning til den amerikanske præsident Donald Trumps pressemøde onsdag eftermiddag klokken 17 dansk tid.

- Det er mange af de mindre og mellemstore aktier, der stiger lige nu, konstaterer Mads Zink

Fair plus til Jyske

Jyske Bank venter nu et samlet overskud på omkring 2,4 mia. kr. i 2019, eller 400 mio. kr. mere end banken tidligere forudså.

Baggrunden for det bedre resultat fremgår ikke af meddelelsen, og Jyske Banks finansdirektør afviser over for Ritzau Finans at fortælle yderligere, før årsregnskabet offentliggøres den 25. februar.

»Der var ikke så meget yderlige i den. Det virker som en engangsforeteelse. Men det er helt fair, at aktien stiger, det den gør, men den skal nok heller ikke meget højere op,« mener Mads Zink.

Han ser en stigning i konkurrenterne Sydbank, Spar Nord og Ringkjøbing Landbobank på 0,8-1,8 pct. som afsmitning fra Jyske Bank. Danske Bank stiger 2,8 pct. til 111,25 kr., men Danske Bank har for nylig præsenteret en opjustering, påpeger Mads Zink.

Novozymes ramt af kinesisk aflysning

Nederst i indekset falder Novozymes 1,7 pct. til 317,10 kr., og her er forklaringen ifølge Mads Zink, at Reuters onsdag kunne rapportere, at Kina har suspenderet implementering af biobenzin E10. Beijing annoncerede i 2017, at kinesisk benzin fra 2020 ville indeholde 10 pct. ethanol, hvor enzymer fra Novozymes er en væsentlig ingrediens i produktionen af biobenzin.

»Det er det, der spiller negativt ind,« konstaterer Mads Zink

Positive trafiktal fra SAS

SAS har torsdag formiddag præsenterer trafiktal for december. Passagertrafikken på rutefly målt på antal fløjne passagerkilometer (RPK) steg på 3,3 pct. i forhold til samme måned året før. Sædekapaciteten (ASK) steg med 1,4 pct., hvilket medførte en kabinefaktor (belægning) på 70,2 pct. Belægningsprocenten var 1,3 pct.point højere end i december et år tidligere.

Opgørelsen modtages positivt med et løft til aktien på 4,8 pct. til 10,91 kr.

SAS transporterede 1,916 mio. passagerer i rutefly i december sidste år, hvilket var 2,2 pct. flere end i samme måned året før. Samlet set var antallet af passagerer inklusive charterflyvninger 1,962 mio., hvilket var en stigning på 2,1 pct.

Analysenyt til Genmab, Alk, Chr. Hansen og Matas

Genmab får opmærksomhed, efter at både Deutsche Bank og Jefferies har løftet kursmålet for selskabets aktier.

Jefferies sigter nu efter 1900 kr. mod tidligere 1850 og holder fast i anbefalingen »køb«. Deutsche Bank er også tro mod sin anbefaling »hold« og skærer kursmålet til 1545 kr. fra 1575 kr. Genmabs aktie stiger 2,2 pct. til 1499 kr.

ALK-Abelló har også fået løftet kursmålet til 1580 fra 1400 af Jefferies. Anbefalingen er uændret »hold«, viser data fra Bloomberg News. Aktien stiger 6,9 pct. til 1794 kr.

Matas skabte begejstring blandt investorerne onsdag, og den gode stemning varer ved torsdag, hvor aktien går frem med 2,1 pct. til 64,30 kr. efter onsdagens store hop på 16,7 pct.

Onsdag oppræciserede materialistkæden forventningerne til omsætningsvæksten i 2019/20 efter et stærkt julekvartal med flere kunder, høj vækst og rekord i onlinesalget.

Siden har SEB hævet kursmålet for en aktie i Matas til 90 kr. fra 75 kr. I samme ombæring fastholder finanshuset sin købsanbefaling af aktien. Det fremgik onsdag efter børslukketid af data fra Bloomberg News.

Anbefalingen af Chr. Hansen hæves til »hold« fra »reducer« af Kepler Cheuvreux, der samtidig løfter kursmålet for ingrediensaktien med en tier til 510 kr. Aktien løftes 1,6 pct. til 519,20 kr.

Softwareselskabet Cbrain har opjusteret forventningerne og sigter nu efter en samlet omsætningsvækst på 14-17 pct. mod den tidligere prognose om 12-17 pct. Aktien ligger med et plus på 6,3 pct. til 54,20 kr.

Pandora fortsætter fremgangen

Tilbage i C25-indekset har Pandora klaret sig særdeles godt de seneste handelsdage, og aktien i smykkeselskabet er steget mere end 16 pct., siden selskabet præsenterede foreløbige tal for fjerde kvartal mandag.

Ved indgangen til året havde shortinvestorer, der spekulerer i kursfald til Pandora, en position svarende til 12,6 pct. af aktiekapitalen, og med de seneste kursstigninger i aktien ligger shortinvestorerne til at have tabt 678 mio. kr. på satsningen siden nytår.

Efter de foreløbige regnskabstal blev præsenteret mandag, er der dog ikke tegn på, at shortinvestorerne skruer ned for deres satsning. To store spillere har tværtimod skruet op, mens én har reduceret sin position.

Torsdag middag stiger aktien 0,8 pct. til 346,20 kr.

/ritzau/FINANS