Middagsaktier: Danske Bank falder i grønt C25 - Lundbeck i hopla

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Reuters Staff

Lundbeck og FLSmidth er med til at trække den gode stemning mandag, hvor det danske eliteindeks samlet set går frem med 0,5 pct. til 1252,38.

I den modsatte ende af indekset finder man Danske Bank, der falder 0,6 pct. til 108,35 kr. Banken har mandag meddelt, at den udvider ansættelsesstoppet med 2000 frivillige aftrædelsesordninger.

Mandag er også en række analyseændringer med til at sætte retningen, på en dag hvor markederne træder vande frem mod større begivenheder senere på ugen.

Lundbeck stiger ved middagstid med 1,9 pct. til 262,40 kr uden umiddelbart bagvedliggende nyt., mens FLSmidth topper indekset med en stigning på 2,1 pct. til 260,60 kr. efter at have ansat en ny direktør til selskabets Mining-division.

»Det er lidt en stille start på ugen. Vi venter på regnskaberne fra USA, hvor bankerne i morgen starter ud, og så har man selvfølgelig begivenheden i Washington onsdag, hvor kineserne og amerikanerne mødes for at underskrive delaftalen,« siger Christian Thatje, der er senioraktiehandler i Sydbank. Han tilføjer:

»Man har endnu ikke set noget konkret om, hvad aftalen indebærer, og det forventer markedet i løbet af de næste par dage, at der kommer noget mere konkret på, så investorerne kan forholde sig til, hvad delaftalen egentlig kommer til at indeholde, hvilket også kommer til at være ret afgørende for stemningen i denne uge.«

Danske Bank tilbyder frivillige fratrædelser i tusindvis

Danske Bank vil reducere antallet af medarbejdere og tilbyder derfor nu 2000 af sine danske ansatte en frivillig fratrædelsesordning. Det oplyser bankens midlertidige HR-chef, Anne Knøs, til TV2 mandag.

De ansatte har indtil 31. januar til at beslutte sig for, om de vil tage imod tilbuddet.

»Som led i vores plan for at blive en bedre bank har vi behov for at reducere omkostningerne, så vi blandt andet kan investere markant i at blive en endnu mere digital, enkel og effektiv bank,« siger Anne Knøs ifølge TV2.

Analyseændringer i hobevis

Analytikernyt er der mandag til Maersk Drilling, der har fået løftet sin anbefaling til køb fra hold hos finanshuset ABG Sundal Collier ifølge Bloomberg News.

Finanshuset gentager kursmålet på 610 kr.

Aktien i Maersk Drilling stiger mandag middag med 1 pct. til 437,40 kr.

Finanshuset SEB Equities har hævet kursmålet for aktien i Simcorp til 760 kr. fra tidligere 690 kr. Derimod bliver der ikke pillet ved anbefalingen, som fortsætter på »hold«.

Simcorp-aktien falder 0,4 pct. til 763,50 kr.

Pandora har fået løftet sit kursmål til 260 kr. fra 225 kr. hos canadiske RBC. Banken har dog fortsat den negative anbefaling »underperform«, fremgår det af data fra Bloomberg News.

Smykkeaktien falder 0,4 pct. til 343,80 kr. efter også at have taget et lille fald fredag.

Det fulgte dog syv handelsdage på stribe med fremgang - og et samlet kursplus i den periode på godt 20 pct. efter aflæggelsen af overraskende foreløbige regnskabstal for fjerde kvartal.

For ingeniørkoncernen FLSmidth er det gået den anden vej hos den amerikanske storbank Goldman Sachs, der har sænket sit kursmål til 340 kr. fra 360 kr. Her er anbefalingen fortsat »køb«.

Samtidig har FLSmidth oplyst, at selskabet har ansat en ny direktør for sin Mining-division, der kommer fra konkurrenten Metso. Der er tale om finske Mikko Keto, der tiltræder i juli, fordi Manfred Schaffer, der lige nu bestrider stillingen, går på pension i løbet af i år.

FLSmidth stiger med 2,2 pct. til 269,70 kr.

GN har fået løftet sin anbefaling hos Bank of America - Merrill Lynch, der har skruet op til »neutral« fra »underperform«. Kursmålet er sat til 326 kr. mod tidligere 243 kr., fremgår det af Bloomberg News.

GN går frem med 1,3 pct. til 323,70 kr.

Novozymes har fået løftet sit kursmål hos Bernstein til 410 kr. fra 390 kr.

Her er anbefalingen fortsat »outperform«. Aktien falder med 0,4 pct. til 320,70 kr.

Blandt sidepapirerne har NKT i øvrigt fået løftet sit kursmål hos Goldman Sachs til 136 kr. fra 104 kr., og anbefalingen »neutral« står ved magt.

NKT falder med 1,9 pct. til 155,70 kr.

/ritzau/FINANS