Middagsaktier: Coloplast og Ørsted topper i stigende eliteindeks

Arkivfoto: Ørsted. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Danske Bank og Pandora får en smule opmærksomhed i et ellers nyhedsfattigt og afdæmpet, men dog positivt marked, som fortsætter med at være præget af udmeldinger fra handelskonflikten.

Der er fremgang i 15 af de 25 aktier i C25-indekset, som ved 11.35-tiden ligger 0,7 pct. højere i 1223,31 og trækkes op særligt af Coloplast, Ørsted, Carlsberg og Novo Nordisk.

Stigningen kommer efter et samlet fald på godt 1 pct. over de foregående to handelsdage, og hvor markedet mandag var påvirket af skuffende amerikanske ISM-tal og meldingen om genindførsel af amerikansk told på stål og aluminium importeret fra Brasilien og Argentina.

»Der er lidt »rebound« i markedet efter faldene mandag, hvor de nye toldsatser og skuffende amerikanske ISM-tal satte os lidt tilbage. En af den amerikanske præsidents rådgivere beroligede mandag aften dog markedet med, at man stadigvæk forsøger at nå til enighed om en handelsaftale med Kina,« siger afdelingsdirektør Ole Kjær Jensen fra Sydbank.

Donald Trump fortæller tirsdag formiddag desuden til journalister i London, hvor der holdes NATO-møde, at der gøres fremskridt med hensyn til en aftale med Kina, hvis han ønsker at lave den.

Afdæmpet reaktion på opjustering

»Ellers er det et forholdsvist tyndt nyhedsflow. Herhjemme er de mest interessante selskabsspecifikke nyheder opjusteringen fra Danske Bank mandag aften og opjusteringen af Pandora fra Handelsbanken,« siger Ole Kjær Jensen.

Efter dansk lukketid mandag kom Danske Bank med en lille opjustering af forventningerne til hele årets overskud. Det skete, fordi banken nu regner med, at salget af LR Realkredit, som Danske Bank og en række andre banker i april indgik en aftale om at afhænde til Nykredit, nu ventes at være afsluttet helt inden årets udgang.

Salget giver Danske Bank en engangsindtægt på 700-800 mio. kr., og banken forventer nu at lande et resultat efter skat i midten af spændet på 13-15 mia. kr. Tidligere regnede banken med at lande i den lave ende af det spænd.

Danske Banks aktie ligger ved middagstid imidlertid 0,1 pct. lavere i 91,92 kr., efter at den tidligere på dagen var oppe at runde 93,22 kr.

Købsanbefaling efter kursfald

Pandora får løftet sin anbefaling af svenske Handelsbanken til »køb« fra tidligere »hold«, mens kursmålet er fastholdt på 300 kr. Aktien startede dagen i toppen af C25-indekset med en stigning til 268,50 kr., men ved middagstid ligger den uændret i forhold til mandagens lukkeniveau i 264,20 kr.

De foregående to dage er Pandora-aktien faldet godt 8 pct., efter at selskabet på den store handelsdag black friday blev ramt af udfordringer med et elektronisk kassesystem, hvilket midlertidigt påvirkede betalinger i konceptbutikker i USA og Canada.

Store aktier som Coloplast, Ørsted, Novo Nordisk og Carlsberg bidrager til fremgangen i C25-indekset. Coloplast topper i indekset med en stigning på 1,6 pct. til 797,20 kr., mens Ørsted følger efter med et plus på 1,3 pct. til 620,20 kr.

Desuden stiger Carlsberg 1 pct. til 989,60 kr. og Novo Nordisk 0,9 pct. til 380,40 kr. I C25-bunden ligger Lundbeck med et fald på 1,6 pct. og efterfølges af et fald i Mærsk-aktierne på ca. 1,1 pct.

/ritzau/FINANS