Middags aktier: Kinesisk opkald er katalysator for grønt pust i Europa

ISS, Pandora og Ambu er de eneste aktier i eliteindekset, der kan fremvise positive takter mandag middag. Samlet ligger C25-indekset nede med 1,2 pct. i indeks 1121,7.

Men futures på de amerikanske ledende aktieindeks er vendt rundt og stiger nu med op til 1,1 pct., efter at Kina har taget kontakt til USA med et ønske om at genstarte handelsforhandlingerne med landet.

Det siger i hvert fald USA's præsident, Donald Trump, ved en presseseance til G7-mødet i Biarritz, Frankrig.

»Kina ringede til vores handelsfolk søndag og sagde »lad os komme tilbage til forhandlingsbordet«, så vi vender tilbage, og jeg tror, at de vil noget,« siger han ifølge mediet CNBC.

Udtalelsen kommer efter en fredag, hvor ny markedsuro udløst af optrapninger i handelskonflikten mellem USA og Kina sendte markederne ned.

Mens de europæiske aktiemarkeder trækker op og nærmer sig positive løft, er det danske aktiemarked ikke helt med på beatet mandag middag.

Geopolitik sætter kurser

Der var ellers lagt op til en rød mandag - også grundet Trump - men lidt før ni kom hans seneste melding, og de amerikanske markeder begyndte at vende rundt.

»Det er geopolitik, der er malet hen over markederne. Om der er noget om det eller ej - det er ikke til at vide, da kineserne jo afviser en henvendelse. Men ellers er det rigtig stille - også med markedet lukket i London, da mange ad de store handlere sidder derovre,« siger Ole Kjær Jensen, der er afdelingsdirektør i Sydbank.

Blot tre aktier i plus

ISS ligger til et plus på 1,0 pct. til 164,40 kr.

Kepler Cheuvreux har løftet sin anbefaling af ISS-aktien til »køb« fra »hold«, og kursmålet er blevet hævet til 228 kr. fra 215 kr., fremgår det af data fra Bloomberg News.

Og Pandora følger efter med et plus på 0,5 pct. til 309 kr. uden selskabsspecifikt nyt. Aktien har været inde i en god stime, efter regnskabet for andet kvartal blev offentliggjort i sidste uge. Det landede som ventet, men en kim er spiret hos investorerne om, at selskabet evner at skabe modgang til medgang.

Selskab Kurs Ændr. %

»Der er nok fortsat mange, der tolker de store insiderhandler sidste uge i selskabet som positive,« siger afdelingsdirektøren og henviser til, at Pandoras topledelse i sidste uge købte aktier for omkring 18 mio. kr.

Ambu ligger og vipper lidt omkring uændret - men ved middagstid ligger aktien til et spinkelt plus på 0,1 pct. til 100,35 kr.

DNB Markets har sænket kursmålet til 130 kr. fra 145 kr., mens anbefalingen »køb« gentages. Det fremgår af data fra Bloomberg News.

Finanshus sænker anbefaling af Mærsk

ABG Sundal Collier har sænket sin anbefaling af Mærsk-aktien til »hold« fra tidligere »køb«. Det fremgår af data fra Bloomberg News. I samme ombæring sænkes kursmålet for B-aktien til 7900 kr. fra 9200 kr.

Mærsk B-aktien falder 1,7 pct. til 7174 kr.

Selskab Kurs Ændr. %

Fredag blev anbefalingen af Rockwool-aktien løftet til neutrale »ligevægt« fra negative »undervægt« af den amerikanske investeringsbank Morgan Stanley. Den nye anbefaling kom i kølvandet af fredagens kvartalsregnskab, som indeholdt en nedjustering, fra Rockwool, og som blev straffet med et kursminus på 15,9 pct.

Trods løftet sænker Morgan Stanley kursmålet for aktien med 40 kr. til 1520 kr.

Rockwool-aktien falder 2,0 pct. til 1350 kr.

Sanistål nedjustere forventningerne

Sanistål har et par dage før regnskabsaflæggelse taget en del af spændingen ud af dette ved at nedjustere sine forventninger til årets driftsindtjening (EBITDA).

Den ventes nu at lande i intervallet 140-160 mio. kr. i de tilbageværende aktiviteter mod tidligere 170-190 mio. kr., fremgår det af en børsmeddelelse fra søndag.

Investorerne sender mandag middag aktien ned med 3,4 pct. til 57 kr.

Og en anden nyhed i weekenden får Santa Fe til at ryge gennem gulvbrædder med et fald på 34,5 pct. til 2,71 kr. Selskabet har meddelt, at finansieringspartneren Proventus Capital mener, at selskabet har brudt sine gældsforpligtigelser.

Ifølge Santa Fe, der i dag er et internationalt flyttefirma baseret på resterne af det hæderkronede ØK, bringer det den afgørende finansiering for det pressede selskab i spil.

Klø til Brøndby

Brøndby IF tabte søndag aften 0-3 på hjemmebane til AGF. Tirsdag leverer fodboldklubben fra Vestegnen regnskab for andet kvartal. Brøndby IF venter i 2019 et resultat før skat på minus 40 til minus 50 mio. kr.

Fodboldaktien taber 7,5 pct. til 0,68 kr.

Selskab Kurs Ændr. %

Mandag er F.E. Bording på banen med regnskab for andet kvartal. Aktien falder inden regnskabet med 0,9 pct. til 580 kr.

/ritzau/FINANS