Microsoft belønnet for opdatering på ledelsesgangen

Microsoft trækker fra start fredag både det tunge Dow Jones-indeks og teknologitunge Nasdaq-op. Det sker efter topchefen Steve Ballmer, der erstattede stifteren Bill Gates som administrerende direktør i 2000, har meldt sin afgang.

Efter at være indikeret at åbne omkring uændret, lægger de toneangivende indeks ud med stigninger. Dow Jones stiger med 0,1 pct. mens S&P 500 og Nasdaq stiger 0,2 og 0,4 pct. Microsoft stiger hele 6,5 pct. til 34,63 dollar fra start.

Arbejdet med at finde en erstatning for Steve Ballmer er allerede gået i gang. Det fortæller stifteren Bill Gates, der selv sidder i den komite, der skal finde en efterfølger.

- Som medlem af komiteen, der skal vælge efterfølgeren, vil jeg arbejde tæt sammen med de andre medlemmer af bestyrelsen for at finde en god ny direktør. Vi er heldige med at have Steve i hans rolle, indtil den nye direktør overtager styringen, siger Bill Gates i pressemeddelelsen.

Steve Ballmer siger i meddelelsen, at han egentlig havde foretrukket at træde tilbage tidligere i Microsofts udvikling hen imod at blive et selskab, der i højere grad skal leve af tablets og bærbare enheder.

Microsoft har de seneste år været plaget af en manglende evne til at bryde igennem på markedet for tablets og smartphones, der i stor udstrækning har trængt de klassiske pc'er tilbage. Windows 8 blev aldrig den succes, der var håbet på, og senest er Microsoft blevet beskyldt for at tilbageholde tal for, hvor dårligt det er gået med salget at selskabets tablet.

Ved halvårsregnskabet i juli faldt aktien 11,4 pct., og Steve Ballmer har aldrig formået at få kursen på selskabets aktier til at komme over de 52 dollar, den lå i, da han tiltrådte.

Nasdaq OMX Group, der torsdag var ramt af et større nedbrud, stiger 0,4 pct. fra start til 30,57 dollar.

Tøjkæden Gap stiger 1,9 pct. til 42,53 dollar efter at have rapporteret et nettoresultat for kvartalet, der sluttede 3. august, på 303 mio. dollar, mens omsætningen steg 8,2 pct. til 3,87 mia. dollar.

/ritzau/FINANS