Merrill Lynch frygter bank-sammenbrud

Den globale investeringsbank frygter, at USA´s største udbyder af boliglån går konkurs.

Det er Countrywide Financial, USA´s største udbyder af boliglån målt på volumen, hvis aktie får et ”sælg“-skilt hæftet på sig af Merrill Lynchs aktieanalytiker, Kenneth Bruce. Det skriver nyhedsbureauet Direkt.

”Vi kan ikke undervurdere vigtigheden af likviditet. Effektiv insolvens vil være resultatet, hvis Countrywides kreditorer tvinger selskabet til at sælge aktiver til nogle lave priser, eller investorerne mister tilliden til dets evne til at rejse kapital,” skriver analytikeren Kenneth Bruce.

Countrywides adm. direktør, Angelo Mozilo, sagde ellers i sidste uge, at selskabet har et kapitalberedskab der er stærkt nok til at klare sig igennem den nuværende krise.

Topchefen for Countrywide Financial mente endda, at virksomheden måske ville profitere af, at konkurrenter tvinges ud af markedet under den nuværende kreditkrise.