Medicinalaktierne gør comeback i USA

De amerikanske medicinalaktier tog revanche onsdag efter en periode, hvor investorerne har vendt sektoren ryggen.

Foto: ANDREW KELLY.
Læs mere
Fold sammen

Novo Nordisks store konkurrent Eli Lilly sluttede 4,3 pct. højere efter en ganske pæn slutspurt, der bragte en gevinst på yderligere et par pct. efter dansk børslukketid.

Også giganter som Pfizer og Merck gik lidt frem i størrelsesordenen 0,5 pct. efter dansk børslukketid og sluttede henholdsvis 1,3 pct. og 1,5 pct. højere. I bioteksektoren steg Biogen 4,9 pct.

Set over de seneste uger er medicinalsektoren dog stadig faldet efter demokratiske politikere har blæst til kamp mod høje medicinpriser.

Uroen startede i sidste uge, hvor Demokraternes præsidentkandidat in spe Hillary Clinton meddelte, at hun vil arbejde for en plan, der skal gøre op med de høje priser på receptpligtig medicin. Meldingen faldt på Twitter og har af kommentatorer været brugt som forklaring på sektorens store vanskeligheder på børserne i den senere tid.

Med onsdagens comeback er Pfizer og Merck faldet henholdsvis 4,4 og 5,3 pct. siden Clintons tweet. Eli Lilly er bakket 5,4 pct., og Biogen er dykket 7,3 pct.