Markedsoversigt: Triste aktier og stigende renter

Foto: Jens Nørgaard Larsen.
Læs mere
Fold sammen

En analyse fra Goldman Sachs bragte William Demant tæt på toppen i C25 onsdag. Det amerikanske finanshus opjusterede aktiens kursmål med 47 pct. til 221 kr. - og selv om det var under den aktuelle kurs, lukkede høreapparatskoncernen med et plus på 2,6 pct. til 240,40 kr.

Aktien er steget med 38,6 pct. i år.

Samlet faldt eliteindekset, C25, med 0,7 pct. til indeks 1125,04.

GN var ligeledes under Goldman Sachs' lup med et løftet kurmålet til følge til 246 kr. fra 198 kr. Anbefalingerne til begge høreapparatsselskaber er uændret "neutral".

GN-aktien steg 0,9 pct. til 251 kr. onsdag.

Helt i top endte Bavarian Nordic med et plus på 3,2 pct. til 201,80 kr. uden nyt om selskabet.

Energiselskabet Ørsted overtog i løbet af dagen bundplaceringen fra Novozymes. Ørsted endte med et drop på 3,0 pct. til 377 kr. uden selskabsspecifikt nyt.

Novozymes endte som toer - i bunden - og faldt med 2,2 pct. til 324,10 kr. Det var efter nyheden om en udskudt amerikansk beslutning omhandlende bioethanol.

Smykkeselskabet Pandora fik positivt nyt fra den amerikanske smykkeforhandler Signet Jewelers, der blandt andet sælger Pandora-smykker via kæden Jared.

Derudover fik smykkeselskabet snittet kursmål og sænket anbefaling af tyske Berenberg. Anbefalingen lød "hold" mod "køb". Samtidig skar finanshuset næsten 25 pct. af kursmålet til 560 kr.

Smykkeaktien steg 0,2 pct. til 501,40 kr.

Og selv om det var dagen derpå hos Chemometec, så fik aktien endnu et skud op med et plus på 9,2 pct. til 52 kr., hvilket gav pladsen som den mest stigende danske aktie onsdag. Aktien er steget 97,7 pct. i år.

Chemometec opjusterede mandag forventningerne.

Renterne på de europæiske statsobligationer steg onsdag, efter at et medlem af Den Europæiske Centralbank udtalte sig "høgeagtigt" omkring inflationen og opkøbsprogrammet af obligationer.

Det var styrelsesrådsmedlem og ECB's cheføkonom, Peter Praet, der under en tale i Berlin sagde, at ECB er mere sikker på, at inflationen er på vej tilbage mod målet. Han meldte desuden ud, at centralbanken i næste uge vil debattere, om den gradvist skal stoppe sit opkøbsprogram.

- Det var en overraskende besked. ECB sprøjter i øjeblikket 30 mia. ekstra euro ud i det finansielle system hver måned frem til og med september gennem opkøb af obligationer for nye penge. Men inden længe vil seddelpressen sandsynligvis stoppe.

- De fleste investorer har hidtil regnet med, at ECB først på rentemødet i slutningen af juli vil annoncere, hvornår obligationsopkøbene stopper. Men Praet antyder nu, at beslutningen kan blive taget allerede i næste uge, skriver Jacob Graven, cheføkonom i Sydbank, i en kommentar.

Renten på den toneangivende danske statsobligation steg 4 basispoint til 0,47 pct.

På nøgletalsfronten var det en stille dag i Danmark og Europa, men bød på nøgletal fra USA, der talte produktivitet i første kvartal samt handelsbalancen i april.